Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Nedenstående er blevet vedtaget som den 2. fagpolitiske udtalelse fra Dansk El-Forbunds 31. kongres:
Elektrikerne kræver kædeansvar
Social dumping breder sig som ringe i vandet. Dagligt ser elektrikerne, at løn- og arbejdsforhold bliver presset af useriøse arbejdsgivere, der udliciterer arbejdet til en kæde af underentreprenører, som hyrer folk ind til lønninger under overenskomstens niveau.
Det sætter desværre sit tydelige præg også i organiserede virksomheder, hvor elektrikerne blandt andet oplever, at virksomhederne konkurrer på dårligt arbejdsmiljø for at presse priserne i den unfair konkurrence.
Til at i imødegå denne konkurrence på dårlige løn og arbejdsvilkår udtaler faglige aktive tillidsfolk på Dansk El-Forbunds 31. kongres, at de vil påtage sig ansvaret for at rydde op på egne arbejdspladser ved at tage kampen op imod social dumping og useriøse arbejdsgivere.
Samtidig appellerer elektrikerne til fælles front imod social dumping inden for hele LO-familien. Elektrikerne ser det som helt nødvendigt med et kædeansvar i alle overenskomster for at udbrede et solidarisk ansvar og som beskyttelse af løn og arbejdsvilkår inden for hele LO-området.
Dansk El-Forbund finder det urimeligt og unaturligt, at regeringen ikke for længst har lyttet til medlemmerne og fagbevægelsens helt legitime krav på beskyttelse imod underminering af kollektive overenskomster i Danmark.
Dansk El-forbund appellerer til, at regeringen anerkender, at flere kommuner og regioner allerede har indset nødvendigheden og fornuften i indførelsen af kædeansvar og arbejdsklausuler. En lov om kædeansvar og arbejdsklausuler i alle offentlige byggerier og serviceydelser er den eneste vej til at sikre ordnede forhold for skatteborgernes penge.
Dansk El-Forbund siger: Kom nu med den lov om kædeansvar på offentlige opgaver - det mest effektive værktøj til at bekæmpe social dumping. Lad os stå sammen og få styrke til mere.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.