De kommende år skal der bygges for flere milliarder kroner i både Region Sjælland og Region Hovedstaden. Men de store projekter, som inkluderer både en ny Femern Bælt-forbindelse, supersygehuse og motorveje, vækker ikke lutter begejstring hos byggeledere og de øvrige centrale aktører.
Det skriver Politiken.
En af dem, der er bekymret for udviklingen, er Henrik Schødts, der er direktør for Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød. Han frygter, at det både bliver svært at skaffe arbejdskraft, og at der ikke er nok entreprenører til at byde sig til, hvilket kan føre til for høje priser.
Han efterlyser derfor politiske drøftelser om, hvordan arbejdskraften kan skaffes.
Risikerer forsinkelser
Også på Sydsjælland og Lolland-Falster, der ellers har været præget af en negativ økonomisk udvikling gennem flere år, begynder der at mangle faglært arbejdskraft inden for en række områder.
Det ses blandt andet i forhold til Femern Bælt-forbindelsen, hvor der i øjeblikket er en række anlægsprojekter i udbud. Ifølge Stig Rømer Winther, der er direktør i Femern Belt Development, har lokale entreprenører nemlig det sidste halve år klaget over problemer med at finde de rette folk.
- Selvfølgelig glæder det mig, at alle hænder er i gang. Min bekymring er, om vi kan risikere, at nogle af de store anlægsprojekter bliver forsinket alene af den grund, at der ikke er nok arbejdskraft, siger han til Politiken.