Det sker ganske ofte, at folk finder en regning i deres postkasse eller mail for varer, de aldrig har bestilt. Betaler de ikke, bliver der senere truet med inkasso eller RKI, og det skræmmer mange til at betale, selvom de aldrig har set eller hørt om produktet før, skriver Søndagsavisen.dk i en længere artikel.
- Folk får tilsendt varer eller regninger på produkter, de ikke har bestilt, og så ender de hurtigt i inkasso, hvor man føler sig presset og truet til at betale, siger chefkonsulent i Forbruger- og Konkurrencestyrelsen Henrik Sedenmark.
Bruger voldsomme metoder
Henrik Sedenmark fortæller, at nogle render ind i problemerne, fordi de har bestilt en prøvepakke på gratis produkter på nettet. Her fremgår det ikke tydeligt, at de faktisk skriver sig op til et løbende abonnement.
I andre tilfælde får folk en regning for ting, de aldrig tidligere har set, eller for varer de aldrig har modtaget.
Desværre er det meget svært at komme ud af sådanne ordninger igen, og når pengene skal drives ind, bliver der ind imellem brug meget hårde metoder. Det bliver truet og brugt hårde ord.
Samtidig sker det meget ofte, at disse firmaer er meget svære at komme i kontakt med, og derfor er det umuligt at opsige en aftale eller komme ud af bondefangeriet.
Men bliver du ramt af et firma, der fupper dig, skal du ikke gå i panik, råder Henrik Sedenmark:
- Du skal have is i maven og meddele firmaet på skrift, at du ikke vil betale, for selvom det er pakket væk med småt i nogle abonnementsvilkår, som forbrugeren selv har skrevet under på, så er retten på forbrugerens side, hvis det ikke er fremgået tydeligt, at der er tale om et abonnement.
Det er op til firmaet at bevise, at der var tale om en tydelig forpligtende aftale, hvis det kommer til en retssag, og du kan ikke blive registreret i RKI, hvis ikke det forholder sig sådan.