Ni gange har borgere i Midt- og Vestsjællands Politkreds anmeldt stjålne punge og/eller tasker, og det er bare de seneste fire dage. Her har lommetyve stjålet i Ringsted, Viby Sjælland, Køge, Greve, Holbæk og i en turistbus på Sjælland.
Men det har været galt i tre-fire uger nu. Det skriver DAGBLADET Ringsted.
- Vi har mange lommetyve i politikredsen for tiden. Det har været værst i Ringsted, Holbæk og Roskilde, siger Carsten Andersen, kommunikationsmand i Midt- og Vestsjællands Politi.
Tilsyneladende er tyvene udenlandske, for når politiet får fanget nogle af dem, er de som regel fra et østeuropæisk land.
Der er dog ingen grund til at blive inden for.
- Det vigtige er, at man ikke lader sig skræmme af dem. Man skal bare tænke sig om og passe godt på sine ting. Luk tasken og skjul pin-koden, når du betaler i butikker, siger Carsten Andersen.