Endnu en gang forsøger kriminelle at få adgang til danskeres personlige oplysninger ved hjælp af såkaldte phishing-mails.
Det er Digitaliseringsstyrelsen, der advarer om, at man kan modtage en mail, der ser ud som om, den kommer fra folkene bag NemID. I de falske mails vil man typisk blive bedt om at klikke på et link og sende et billede af sit nøglekort eller dankort.
Linket fører videre til en side, der ligner den rigtige NemID-side.
”Afsenderen af den falske e-mail kender øjensynligt dit fornavn og de sidste fire cifre på dit dankortnummer,” skriver Digitaliseringsstyrelsen. Men det skal man ikke lade sig narre af.
Hvis du er i tvivl om ægtheden af e-mailen, kan du huske på denne tommelfingerregel: En offentlig myndighed, NemID eller din bank vil aldrig bede dig om at sende hverken dine NemID-nøgler eller informationer om dine betalingskort. Bliver du bedt om disse informationer, skal du slette e-mailen, forklarer Digitaliseringsstyrelsen.
De falske mails kan for eksempel se sådan ud:
God aften, (Fornavn)
Det seneste år har været et fantastisk år, og vi takker jer alle for at have været så loyale klienter.
For at øge vores stabilitet og give dig den bedste brugeroplevelse til vores netbank, vil vi venligst bede dig om at følge nedenstående trin for at komme over til den nye online version af NEM ID.
1. Klik på nedenstående link
2. Indtast de påkrævede oplysninger
3. Overfør et billede af dit NEM ID nøglekort (fronten - med koder).
Dit kort dankort/XXXXXXXXXXXX1234
(Her var et link)
Når du udfører dette, vil din konto automatisk blive overført til vores nye system inden for 72 timer.
Synes du, at disse trin er for svære at forstå for dig? - intet problem - du kan besøge din lokale NEM ID afdeling, og så vil vi gøre det for dig.
Hvis du ikke er i stand til at gøre dette inden d. 1. april 2015, så suspenderer vi din konto (du vil ikke være i stand til at få adgang til den).
Vi ønsker dig et solrigt forår,
Dit NEM ID