Katte spiser sjældent lige så mange tilfældige ting fra gulvet eller spisebordet, som hunde er kendt for at gøre. Men det er stadig vigtigt at vide, hvilke madvarer der regnes for at være direkte skadelige for en sulten kat.
- I de tilfælde hvor katten selv vælger at spise noget, som er usundt eller giftigt for den, så drejer det sig ofte om en nysgerrig killing eller om en kat, der keder sig, fortæller dyrlæge Søren Drimer Pejstrup.
- De fleste katteejere giver heldigvis primært deres katte almindeligt og fornuftigt foder. Der er dog mange, der fejlagtigt tror, at katte skal spise lige så varieret som os mennesker, lyder vurderingen fra Søren Drimer Pejstrup.
Giv dem kattemad
De klare råd fra eksperterne lyder på, at kattene skal have kattemad, også selv om mange katte meget gerne vil smage ejernes mad fra spisebordet.
- Det er på ingen måde smart at give katten menneskeføde, siger Jens Jokumsen, projektleder for familiedyr, Dyrenes Beskyttelse.
- Først og fremmest indeholder vores mad for meget salt i forhold til kattens behov. Derudover findes der al den næring i basisfoder til katte, som dyrene skal have. På den måde får de alle de tilstrækkelige proteiner og næringsstoffer, blandt andet taurin, de har brug for, forklarer han.
Men det er ikke kun menneskets mad, der kan være skadelig for små kattemaver. Også vores blomster og stueplanter i hjemmet udgør en reel risiko for lækkersultne katte, der tager en bid af planteriget.
- Vi har jo en del smukke blomster, både i hjemmet og i haven, som desværre er skadelige for katte. Og det er altså ikke altid, at katten selv ved, at blomsten kan være skadelig, hvis den samtidig smager spændende, lyder advarslen fra Jens Jokumsen.
1. Chokolade
Chokolade er giftigt for både hunde og katte, fordi det indeholder theobromin, som er giftigt for dine kæledyr. Jo mørkere chokolade, des giftigere for katten.
2. Mælk
Det er ikke alle voksne katte, der kan tåle komælk. Mange katte udvikler laktoseintolerans, og derfor kan mælk og mælkeprodukter være skyld i både maveproblemer og diarré hos nogle katte.
3. Vindruer og rosiner
Flere nysgerrige og sukkersultne katte har haft misfornøjelsen af at smage druer eller rosiner, der kan give opkast og diarré og i værste tilfælde skade nyrerne.
4. Løg
Det er de færreste katte, der spiser rå løg, men selv løgstykker, hvidløg og løgpulver i frikadeller og færdigretter kan have en skadelig effekt. Løg indeholder thiosulfat, der kan forårsage akut blodmangel hos katten.
5. Stueplanter
Mange blomster og planter er giftige for katten, der alligevel ynder at bide i de skadelige blade. Det drejer sig blandt andet om julestjerner, påskeliljer og hyacinter.
Kilder: Dyrenes Beskyttelse og spørgdyrelægen.dk
/ritzau/FOKUS