Absurd: 11-årig modtog sexbeskeder - mor meldt til kommunen
En 11-årig pige modtog flere perverse beskeder på Facebook fra en ukendt fremmed. Politiet gjorde intet udover at melde moren til kommunen.
Børn på sociale medier risikerer at få tilsendt pornografisk indhold og perverse tilbud
Børn på sociale medier risikerer at få tilsendt pornografisk indhold og perverse tilbud Foto: Scanpix


Det har været et bizart og uhyggeligt forløb for Jeanette Dillonaier og hendes datter.

I december modtog den blot 11-årige pige en række beskeder med indhold forbudt for børn på Facebooks chatprogram Messenger. Det skriver eb.dk.

Beskederne indeholdt tilbud som "webcam-sex", "send vaginavideo" og et erigeret lem.

Datteren svarede: "stop, jeg er en lille pige. Lad mig være." men den perverse mand fortsatte. Han ringede hende op, han forsøgte med en venneanmodning, han opfordrede hende til at sende nøgenbilleder.

Til sidst brød datteren grædende sammen foran forældrene. Moderen kontaktede straks politiet, og nogle dage senere var både moderen og datteren til afhøring om deres brug af sociale medier.

- De spurgte til, hvorfor en pige på 11 år havde Facebook. Jeg svarede, at det har alle i hendes klasse, og at min datter kun brugte Facebook til at spille spil og skrive til sine venner på, forklarer Jeanette Dillonaier, der ikke tænkte nærmere over spørgsmålene, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Meldt til myndighederne

Ugen efter meldte politiet Jeanette Dillonaier til Tårnby Kommune. En politibetjent skrev:

- Jeg er svært bekymret over forældrenes manglende evne til at beskytte pigen mod den slags, ligesom de tilsyneladende ikke har sat sig ind i reglerne for brug af blandt andet Facebook, herunder aldersgrænse’, stod der i underretningen til kommunen, som Ekstra Bladet har læst.

Jeanette Dillonaier var dybt chokeret. Flere måneder efter er datteren stadig bange for at gå i skole, mens politiet har indstillet efterforskningen af sagen, fordi de ikke kan identificere manden.

Ifølge Red Barnet er der intet ulovligt i, at en 11-årig pige har en Facebook-profil.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.