Aber på springtur har taget flugten i nogle træer
Fire berberaber har pillet hul i en rådden træplade og er stukket af fra Munkholm Zoo på Djursland.
Fire berberaber er fortsat på flugt fra Munkholm Zoo i Balle syd for Grenaa.
Aberne har været væk siden klokken halv ti lørdag morgen, og det meste af dagen har en dyrlæge siddet parat med bedøvelsespile. Det er endnu ikke lykkedes at ramme de fire berberaber.
Fire berberaber er fortsat på flugt fra Munkholm Zoo i Balle syd for Grenaa. Aberne har været væk siden klokken halv ti lørdag morgen, og det meste af dagen har en dyrlæge siddet parat med bedøvelsespile. Det er endnu ikke lykkedes at ramme de fire berberaber. Foto: Holger Bundgaard/Polfoto


Fire berberaber er fortsat på flugt fra Munkholm Zoo i Balle syd for Grenaa.

De gemmer sig lige nu i nogle træer 200 meter fra den zoologiske have, oplyser Benny Johansen, der ejer Munkholm Zoo.

Aberne har været væk siden klokken halv ti lørdag formiddag, og det meste af dagen har en dyrlæge siddet parat med bedøvelsespile. Det er endnu ikke lykkedes at ramme de fire berberaber.

Aberne er omkring 100 meter fra hinanden i et lille tæt stykke skov.

Og det er en af grundene til, de endnu ikke er blevet ramt af pilene.

- Vi har simpelthen et problem med at ramme dem. Det er sådan med bedøvende pile, at man skal meget tæt på. En enkelt lille kvist kan få pilen til at ændre retning, siger Benny Johansen.

De to hunaber og to hanaber er kommet ud af den zoologiske have ved at pille et hul i en rådden træplade, der dækkede et hul i hegnet.

Det gjorde de ubemærket i ly af en stor busk, der står op ad hegnet.

- Det er sådan et sted, man ikke lige tjekker. Det burde man måske have gjort.

- En abe er jo en abe. Hvis den kan se sit snit til at lave nogle numre, så gør den det, siger Benny Johansen.

Planen for resten af dagen vil være at holde aberne tæt på den zoologiske have. Der vil derfor blive lagt frugter på jorden, som aberne kan spise hen over natten og søndag morgen, hvor jagten på ny går i gang.

Benny Johansen tør ikke tænke på, hvad der vil ske, hvis de ikke får indfanget aberne.

- Lige nu er det en meget, meget svær situation. På rigtig lang sigt kan vi være tvunget til at skyde dem, da sådan nogle dyr ikke må løbe frit, siger han.

Aberne har været i Munkholm Zoo i fire år og er købt fra andre zoologiske haver. De har aldrig før været uden for fangenskab.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.