Vi er ikke langt fra at kunne styre computere eller robotter alene ved tankens kraft.
Forskere ved Duke University i North Carolina har nemlig netop gennemført et eksperiment, hvor de har vist, at en abe kunne styre en robot på den anden side af kloden – alene ved en teknologisk form for telepati.
Det skriver New York Times.
Forskerne i USA havde indopereret elektroder i hjernen på rhesusaben Idoya, som de fik til at gå på et løbebånd. Elektroderne i hjernen var forbundet til noget software i en computer, der omsatte hjernesignalerne til information om, hvor hurtigt aben løb, og hvor lange skridt den tog.
Via en internetforbindelse blev informationerne sendt til en menneskelignende robot i et laboratorium i Kina, som begyndte at bevæge sig nøjagtigt som aben gjorde tusindvis af kilometer væk.
Det endnu mere overraskende for forskerne var, at det lille kræ kunne få robotten til at blive ved med at løbe i flere minutter efter, at forskerne havde slukket for dens løbebånd – alene fordi aben tænkte på at løbe. Aben havde nemlig kunne se robotten efterligne dens bevægelser på en videoskærm under forsøget.
Forskning i den slags hjerne-til-maskine kontakter, hvor man kan styre computere med tankens kraft er i rivende fart. Håbet er, at det kan hjælpe handicappede personer til at kunne kontrollere kunstige lemmer og proteser og kan måske helt gøre arbejdsskader såsom musearme fortid. I fremtiden kan vi nemlig måske helt undvære både mus og tastatur - såfremt vi har lyst til at få opereret computerchips ind i hjernen.