Årsregnskab afslører: Metrofirma snød i skat
Det italienske metrofirma Cipa har snydt med skatten, viser firmaets årsregnskab. Det skriver Politiken.
En revisor konkluderer nu, at metrofirmaet Cipa har snydt med skatten, efter at have gennemgået firmaets årsregnskab.
En revisor konkluderer nu, at metrofirmaet Cipa har snydt med skatten, efter at have gennemgået firmaets årsregnskab. Foto: colourbox.com/COLOURBOX.COM


I foråret kunne Politiken og Fagbladet 3F afsløre, at en række arbejdere på det københavnske metrobyggeri ikke havde fået lønsedler og i mere end et halvt år ikke havde betalt en krone i skat.

Det var dog ikke deres egen skyld - det italienske metrofirma Cipa, en af metrobyggeriets største underleverandører med mere end 400 ansatte, snød nemlig med skatten, viser firmaets årsregnskab, som Fagbladet 3F og Politiken har gennemgået. Her konkluderer en uafhængig dansk revisor ifølge Politiken tirsdag blandt andet, at:

"Selskabets bogføringsgrundlag er mangelfuldt, idet der mangler dokumentation for afholdte omkostninger samt lønindberetninger til Skat. Som følge heraf er bogføringsloven, momsloven og kildeskatteloven ikke overholdt, hvorved ledelsen kan ifalde ansvar."

Det er første gang, det står skrevet sort på hvidt, at Cipa og firmaets ledelse kan holdes direkte ansvarlig for skattesnyd. Omfanget af den manglende skattebetaling kan dog ikke læses af årsrapporten.

- Det er klar tale fra en revisor, for normalt er de ret tilbageholdende med sådan nogle ting. Revisoren vil normalt kun skrive sådan noget så tydeligt, hvis han er 110 procent sikker, siger skatteadvokat Torben Bagge, som er ekstern lektor ved Aarhus Universitet og partner i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, til Politiken.

Skat vil ikke kommentere på enkeltsager, men rejser de en sag mod Cipa, kan det i værste fald betyde fængselsstraf for firmaets ledelse, vurderer Torben Bagge.

Politiken har uden held forsøgt at få en kommentar fra Cipas direktør.

At Cipa har snydt i skat, overrasker ikke metrobyggeriets hovedleverandør, Copenhagen Metro Team (CMT), siger kommunikationschef Sigurd Nissen-Petersen.

- Det bekræfter vores billede af, at Cipa i en lang periode ikke havde styr på noget som helst. De snød, lavede humbug og kludrede gevaldigt i det sidste år. Men de har også betalt dyrt for det, og så vidt jeg ved, har de selv henvendt sig til Skat for at få udredt deres udestående, siger han til Politiken.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.