Århus Håndbold udsætter slutspilsplads med nederlag
Nederlag til Århus Håndbold mod BSV betyder, at fire hold spiller om én slutspilsplads i sidste spillerunde.
Bjerringbro-Silkeborgs Michael V. Knudsen jubler efter scoring, lørdag i ligakampen mod Aarhus Håndbold i NRGi Arena i Aarhus. BSV satte Aarhus af i anden halvleg efter tæt første halvleg.
Bjerringbro-Silkeborgs Michael V. Knudsen jubler efter scoring, lørdag i ligakampen mod Aarhus Håndbold i NRGi Arena i Aarhus. BSV satte Aarhus af i anden halvleg efter tæt første halvleg. Foto: JOACHIM LADEFOGED/POLFOTO


Håndboldspillerne fra Århus Håndbold var kun en halvleg fra at sikre sig adgang til slutspillet i mændenes håndboldliga, Boxer Herreligaen.

Ved pausen førte aarhusianerne med 13-12 hjemme mod Bjerringbro-Silkeborg, men gæsterne var for stærke i anden halvleg. BSV dræbte spændingen midtvejs i anden halvleg og vandt 29-25. Nikolaj Øris Nielsen scorede 10 af gæsternes mål.

I første halvleg spillede aarhusianerne enkelt og direkte. Anden halvleg var præget af individuelle fejl, og så var hjemmeholdets spillere bare overmatchet af BSV.

- Vi havde styr på kampen i første halvleg, men vi blev alt for stillestående i anden. Vi leverede ikke nok, og så kunne BSV afgøre kampen, siger Århus Håndbolds træner Erik Veje Rasmussen.

Han sammenlignede i en timeout i anden halvleg sine spillere med en flok filosofistuderende.

Med sejren er BSV sikker på at få et point med til slutspillet.

Århus Håndbold er nummer otte i ligaen, et point foran Mors-Thy. Derfor ville en sejr i lørdagens kamp sikre ottendepladsen. Nu skal spillerne vente til udekampen på onsdag mod Skanderborg, der er næstsidst i ligaen.

- Vi tror på, at vi kan vinde i Skanderborg, selv om Skanderborg nu har et hold, som er betydeligt bedre end det hold, som indledte sæsonen, fortsætter Erik Veje Rasmussen.

Sidste spillerunde bliver afviklet på onsdag. Her har fire hold - Århus Håndbold, Mors-Thy, Sønderjyske og Ribe-Esbjerg - mulighed for at snuppe ligaens ottendeplads og dermed få sidste billet til slutspillet.

Mors-Thy og Ribe-Esbjerg mødes i den ene kamp. Århus Håndbold spiller ude mod Skanderborg, mens Sønderjyske hjemme får Team Tvis Holstebro på besøg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.