Århus Håndbold opruster med landsholdsfløj
22-årige Stian Brevik skifter til næste sæson fra den tyske 2. Bundesliga til Århus Håndbold.
Stian Brevik har skrevet en etårig kontrakt med Århus Håndbold.
Stian Brevik har skrevet en etårig kontrakt med Århus Håndbold. Foto: Colourbox/COLOURBOX.COM


Håndboldklubben Århus Håndbold har sikret forstærkning til truppen til næste sæson.

Klubben har skrevet en etårig kontrakt med 22-årige Stian Brevik, der kommer fra tyske Emsdetten, som spiller i 2. Bundesliga. Kontrakten gælder fra næste sæson, skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Der er tale om en ung, meget dygtig og meget ærgerrig venstrefløj, der har masser af lyst til udvikle sig og blive endnu bedre, og jeg glæder mig til at se ham i Århus Håndbold, siger klubbens direktør Jan Nielsen.

Brevik står noteret for fire kampe og fire scoringer for det norske landshold, og han ser frem til at spille under Århus Håndbold-træner Erik Veje.

- Jeg kommer til at træne og spille på et meget højt niveau, og med Erik Veje som træner er jeg sikker på, at jeg kommer til at flytte mig individuelt, siger Brevik ifølge pressemeddelelsen.

Når Norge senere i april skal møde Kroatien, er Stian Brevik også en del af landsholdstruppen.

Brevik har tidligere spillet for Nordstrand IF og Bækkelaget SK i Norge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.