Karettur, kage og koncert er opskriften, når aarhusianerne onsdag lykønsker den danske dronning, der fylder 75-år den 16. april.
Hele 10.000 Dannebrogsflag vil vejre i vinden, når aarhusianerne tager opstilling for at vinke til regenten og prinsegemalen, når de kører i karet gennem den jyske hovedstad ledsaget af Gardehusarregimentet og den Kgl. Stald-Etat.
Karetturen, der vil vare cirka en halv time, slutter foran Aarhus Rådhus kl. 12.00, hvor dronning Margrethe og prins Henrik kort efter vil dukke op på balkonen ud mod Rådhuspladsen. Her kan de fremmødte også være heldige at få lov at hilse på resten af den kongelige familie, der også er til stede i rådhuset.
Festen slutter dog langt fra her for Aarhus' borgere. Efterfølgende er indbudt til fødselsdagskage leveret af Aarhus og Omegns Bagerlaug i Ridehuset over for Rådhuset.
Og når børn og voksne har forsynet sig, bliver der mulighed for at komme helt tæt på og få lov til at klappe de kongelige heste, som tager opstilling foran ridehuset.
Regentparret vil også deltage i en frokostreception på Rådhuset sammen med kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie. Til stede vil også være Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard, stadsdirektøren samt byens første og anden viceborgmester.
Onsdag aften inviterer Musikhuset i Aarhus til fødselsdagskoncert for regenten og hendes gæster. Hele koncerten vises live på TV2.
Se det fulde program for festlighederne i Aarhus her: http://www.aarhusevents.dk/da/Events/Tillykke-Danmarks-Dronning/Program-for-fejringen.aspx
Århus Stiftstidende har lavet et kort over ruten for karetturen gennem Aarhus, som kan ses her: http://stiften.dk/sites/default/files-dk/node-files/514/8/8514009-kort-over-dronningens-karettur-gennem-aarhus.pdf
Newspaq