Billisterne og DSB har ind til nu opført sig eksemplarisk, når det gælder om at komme trygt hjem til til tiden i julen.
Der var ingen nævneværdige problemer i går, som var en af julens travleste rejsedage, og i dag, juleaften, melder Vejdirektoratet kun om enkelte lokale trafikale udfordringer.
Lige nu melder Vejdirektoratet om glatte veje på udsatte steder ved Hjørring og på Syddjurs.
To steder i landet er der desværre sket grimme uheld i dag. Ifølge ekstrabladet.dk betød en alvorlig trafikulykke på Sydfyn nær Millinge her til formiddag, at en 58-årig mand blev sendt til Odense Universitetshospital. Han mistede herredømmet over sin bil - ifølge politiet måske på grund af det fedtede føre - og kørte ind i et træ.
Med sig i bilen havde manden sine to døtre og en svigersøn, men de er alle sluppet fra ulykken uden alvorlige skader.
I Allerød er en kvinde omkommet i et biluheld, der skete ved 14-tiden, melder sn.dk. Ulykken skete på Nymøllevej omkring 500 meter syd for Rådhusvej, og vejen er nu spærret.
Følg trafiksituationen her på kortet. Blå prikker er vejarbejde, mens de røde er mere akutte hændelser.
De mest trafikbelastede strækninger i juledagene er traditionelt set Køge Bugt Motorvejen, Vestmotorvejen på tværs af Sjælland, Fynske Motorvej og Østjyske Motorvej i Trekantområdet omkring Fredericia. Også på Storebæltsbroen og Ny Lillebæltsbro kan trafikken klumpe sig sammen.
Vejret kan som altid komme til at spille en rolle for bilisterne. Is, sne og slud giver længere rejsetid, men også regn, kraftig blæst og tåge kan sætte farten ned og danne kø på vejene.
På vej hjem fra juleferie er juletrafikeventyret dog en anden.
Ifølge Vejdirektoratet vælger de fleste af os at køre hjem fra juleferie den 26. december, der er en af årets største trafikdage, da der både er hjemrejsetrafik og lokal trafik i forbindelse med julefrokoster.
- Den 26. er den allerstørste rejsedag i julen. Og trafikken går både i Vest og Øst. Mellem 11 og 17 forventer vi rigtig, rigtig tæt trafik, især fra Jylland hen over Fyn mod Sjælland, og ellers omkring de store byer, siger Mette Nedergaard fra Vejdirektoratet.
Opfordringen går derfor på at huske underholdning til børnene og at væbne sig med tålmodighed.
Vejdirektoratets gode råd til julerejsende:
- Kør helst uden for de mest belastede perioder
- Hold ekstra godt øje med vejrudsigten i julen
- Sæt ekstra tid af til din rejse
- Kør efter forholdene
- Hav tæpper, en skovl og noget at drikke med i bilen