Årets Landsby har knækket fraflytningskurven med gratis goder
Nordjysk landsby har succes med at lokke tilflyttere til med gratis hus, bil og havehjælp i tre måneder.
Gratis hus, bil og havehjælp i tre måneder. Det er tilbuddet til potentielle tilflyttere til landsbyen Trekroner i Nordjylland. Landsbyen har udviklet et koncept, Landsby på prøve, som gør det muligt at bo gratis, før man træffer den endelige beslutning.
Gratis hus, bil og havehjælp i tre måneder. Det er tilbuddet til potentielle tilflyttere til landsbyen Trekroner i Nordjylland. Landsbyen har udviklet et koncept, Landsby på prøve, som gør det muligt at bo gratis, før man træffer den endelige beslutning. Foto: Colourbox/Free


Mens danskerne klumper sig sammen i de større byer, bliver der færre og færre beboere i landets udkantsområder.

Sådan har udviklingen været gennem en årrække.

Men en nordjysk landsby har tilsyneladende fundet opskriften på, hvordan man kan vende udviklingen.

Det er landsbyen Trekroner, der er en sammenslutning af fem mindre beboelsesområder i Jammerbugt Kommune, som hædres med titlen som Årets Landsby 2016.

Prisen, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark står bag, gives blandt andet fordi, det er lykkedes områdets ildsjæle at standse fraflytningen og skabe udvikling.

- Det er lykkedes os at vende en tilbagegang på 50 personer fra 2009 til 2014 til en fremgang på 18 personer ultimo 2015, forklarer beboerforeningsformand Anne Nøhr Ringgren.

Det er ifølge Anne Nøhr Ringgren sket ved, at lokale ildsjæle og erhvervsdrivende satte et fælles mål - at skaffe flere beboere til området, så man kunne opretholde grundlaget for den lokale skole.

- Vi søsatte sidste år et koncept, vi kalder "Landsby på prøve", og det betyder, at man kan komme og bo her tre måneder gratis.

- Vi stiller hus, bil, havehjælp, børnepasning - sågar medlemskab af den lokale idrætsforening - til rådighed for dem, der ville komme og bo her på prøve, siger Anne Nøhr Ringgren.

Idéen er at vise de potentielle tilflyttere den hjælpsomhed og de tilbud, som området har at byde på.

Og det har tilsyneladende givet resultater.

En familie fra Aalborg blev så glade for at prøve at bo i området, at de efterfølgende købte hus og flyttede til Trekroner-området permanent.

34 andre familier fra hele Danmark har tilkendegivet, at de er interesseret i at prøve landsbylivet af i tre måneder.

Formand for bedømmelseskomitéen, tidligere minister og nuværende direktør for Tietgenskolen Annette Vilhelmsen, mener, andre landsbyer kan lære af det nordjyske lokalområde.

- Jeg mener, at det, som Trekroner-området gør, er et skoleeksempel, som andre kan tage ved lære af, siger Annette Vilhelmsen.

Hun anbefaler, at mindre lokalområder slutter sig sammen i større enheder. På samme måde som Bonderup, Kirkedal, Trekroner, Haverslev og Holmsø har slået sig sammen i Trekroner-området.

Dermed kan man pulje kræfterne og få en større gennemslagskraft, ligesom de lokale ildsjæle kan støtte hinanden.

- Men kommunerne skal også turde gå ind og lægge ansvar, myndighed og økonomi ud, så man reelt har noget at arbejde med i landsbyerne, siger Annette Vilhelmsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.