Årets første sommerdag ramte Danmark lørdag
Årets første sommerdag kom lørdag, men det er en enlig svale. De næste syv dage bliver køligere.
Lørdag 13. juni registrerede DMI årets første sommerdag, da temperaturen ved Abed på Lolland sneg sig over 25 grader.
Lørdag 13. juni registrerede DMI årets første sommerdag, da temperaturen ved Abed på Lolland sneg sig over 25 grader. Foto: Colourbox/free


Lørdag fik danskerne årets første sommerdag, da temperaturen ved Abed på Lolland listede sig over de krævede 25 grader lidt før kl. 12. Det gælder om at nyde den, for der kan være langt til den næste.

- Der kommer regn og tordenbyger i løbet af dagen, så det bliver nok den sidste sommerdag i den her omgang. De næste syv til ti dage er der ikke noget, der tyder på, at sommeren vender tilbage, siger vagtchef ved DMI, Klaus Larsen.

Ifølge DMI kommer temperaturen de næste par dage til at holde sig under 20 grader.

Årets første sommerdag er på besøg i det sydlige Danmark, hvor Sønderjylland, Fyn, Lolland og Sjælland oplever temperaturer på over 20 grader.

Modsat døjer Nordjylland med målinger omkring de 17 grader. Det er de store temperaturkontraster, der gør, at vi senere i dag får regn og torden.

Første sommerdag i 2014 blev også registreret ved Abed på Lolland - blot tre uger tidligere end i år.

Der er stor variation i, hvornår den første sommerdag falder fra år til år. Den tidligste første sommerdag, DMI nogensinde har registreret, er 17. april, men her skal vi helt tilbage til 1964. Den seneste var 30. juli i 2004.

En helt almindelige dag bliver stemplet som officiel sommerdag, når temperaturen et eller andet sted i landet overstiger 25 grader. Det kaldes en meteorologisk sommerdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.