Aalborgs CL-helte får stryg af midtjysk oprykker
I søndags brillerede Aalborg Håndbold i Champions League. Onsdag aften tabte holdet til HC Midtjylland.
Kasper Irming og KIF Kolding København kom på hårdt arbejde i Esbjerg
Kasper Irming og KIF Kolding København kom på hårdt arbejde i Esbjerg Foto: BONNERUP CLAUS/free


For få dage siden kom Aalborg Håndbold stærkt fra start i Champions League med en udesejr over Dunkerque fra Frankrig, men onsdag aften var den internationale klasse forduftet fra vicemestrene.

Aalborgenserne skuffede ved at tabe 26-27 på udebane mod HC Midtjylland og blev dermed det seneste hold, der fik ørerne i maskinen mod de højtflyvende oprykkere.

Midtjyderne har imponeret ved at vinde fire af sine første syv kampe efter oprykningen og blander sig i topstriden i Boxer Herreligaen, som den bedste håndboldrække nu hedder.

I en jævnbyrdig kamp i Messecenter Herning fulgtes de to hold pænt ad, men hjemmeholdet var bedst i slutfasen. Da HC Midtjylland med godt to minutter igen bragte sig foran 27-24, var kampen afgjort.

Nordjyderne fik ganske vist reduceret et par gange, men holdet kom ikke i boldbesiddelse igen, efter Christian Jensens reducering til 26-27 20 sekunder før tid.

Dermed har Jesper Jensens tropper kun samlet skuffende syv point i sæsonens første syv kampe.

Også KIF Kolding København, der brillerede ved at smadre Flensburg-Handewitt i Champions League i søndags, havde problemer med en noget mere upåagtet modstander onsdag aften.

KIF Kolding København gæstede Ribe/Esbjerg, og det udviklede sig til noget af en gyser i Blue Water Dokken, hvor mestrene med hiv og sving vandt med 28-27.

Hjemmeholdet fik ellers mulighed for at sikre sig et overraskende point, da holdet kom i boldbesiddelse med 19 sekunder tilbage.

Træner Claus Uhrenholt tog timeout, men da spillet blev sat i gang igen, brændte venstrebacken Troels Jørgensen, og dermed tog favoritterne sejren med hjem fra Vestjylland.

KIF Kolding udvider dermed forspringet i toppen af rækken, hvor holdet har 13 point efter de første syv kampe. HC Midtjylland er nærmeste forfølger med 10 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.