Aalborg overvinder scoringskrise og slår Sønderjyske
Aalborg Håndbold var ved at smide en sikker sejr over styr med en scoringspause på over 11 minutter.
Aalborg-træner Jesper Jensen var rasende i anden halvleg, hvor hans spillere fejlede i offensiven. Jensen og co. vandt alligevel.
Aalborg-træner Jesper Jensen var rasende i anden halvleg, hvor hans spillere fejlede i offensiven. Jensen og co. vandt alligevel. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Topholdet Aalborg Håndbold har ramt en vinderstime i Boxer Herreligaen.

Til trods for en lang scoringspause på over 11 minutter i anden halvleg vandt nordjyderne onsdag aften for femte ligakamp træk, da Sønderjyske blev besejret med 23-21 i Aalborg.

Foran med 20-12 efter 42 minutter lignede Aalborg en sikker vinder, men så faldt hjemmeholdet sammen og brændte chancer på stribe.

Alt den offensive overlegenhed, der havde kendetegnet holdet i store dele af kampen, var pludselig væk, og forspringet skrumpede til 20-19, før Martin Larsen scorede et forløsende Aalborg-mål.

Med et minut tilbage faldt kampens afgørelse, da Sønderjyske brændte et straffekast ved stillingen 22-20 til Aalborg.

I første halvleg var det Sønderjyske, der havde en længere scoringskrise på over 12 minutter, hvilket betød, at gæsterne var bagud med 7-12 ved pausen.

Med sejren fulgte Aalborg op på weekendens sejr flotte over GOG, og i toppen af rækken har Aalborg nu to point ned til Århus Håndbold på andenpladsen. Aarhusianerne har dog spillet en kamp færre end Aalborg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.