Aalborg Håndbold henter svensk målmand i Kiel
Andreas Palicka forlader THW Kiel efter syv sæsoner og skal fremover vogte målet i Aalborg.


Det bliver den mangeårige Kiel-målmand Andreas Palicka, der skal lukke hullet efter Ole Erevik i Aalborg Håndbolds mål.

Den nordjyske klub meddeler søndag, at den har skrevet en kontrakt gældende fra sommer og tre år frem med den 28-årige svensker, der har spillet i THW Kiel siden 2008.

- Det er et scoop for Aalborg Håndbold at kunne sikre os en top-keeper som Palicka. Han er ikke blot en klasse-keeper, men kommer også med stor international erfaring fra de mange år i Kiel, siger direktør Jan Larsen fra Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

Andreas Palicka har spillet 314 kampe for den tyske storklub, hvor han de senere år har konkurreret med den tidligere Aalborg-målmand Johan Sjöstrand om spilletiden.

- Jeg kender flere svenske spillere, der har været i Aalborg Håndbold, og de har kun meget positivt at sige om klubben, så jeg glæder mig til at komme i gang til sommer, siger Andreas Palicka.

Aalborgs hidtidige førstemålmand, Ole Erevik, meddelte fredag, at han forlader klubben efter denne sæson for at fortsætte karrieren uden for Danmarks grænser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.