Åer og kanaler lukkes af frygt for oversvømmelse
Det nordlige Sjælland er lørdag aften under pres på grund af stormen. Beredskab kæmper mod vandmasserne.


Stormen Egon lægger lørdag aften et hårdt pres på det nordlige Sjælland. I Frederikssund Kommune har man valgt at lukke flere åer. Også nabokommunen Halsnæs er presset. Her har man sat en prop i kanalen gennem Frederiksværk.

Frederikssund Kommune oplyser, at det er åerne i Over Dråby Strand og Dalby Huse, hvor vandstanden er blevet så faretruende høj, at man har valgt at lukke dem med sandsække og pumpe vandet ud af åerne.

- Når vandet stiger i fjorden, så løber det ind i åen. Her har vi så spærret med sandsække, så vandet ikke kan komme ind, og det vand der er i åen pumper vi i stedet ud i fjorden, fortæller beredskabschef Kim Lintrup til Ritzau.

Man har desuden sendt beredskab til Kulhuse i det nordlige Hornsherred mellem Isefjord og Roskilde Fjord for at fylde sandsække og for at hjælpe med at transportere dem til folks adresser.

- Der er nogle sommerhusejere i de yderste rækker, som har fået vand på grunden, og det er et område, der ligger meget lavt, siger Kim Lintrup.

Stormen Bodil skabte i december 2013 store oversvømmelser blandt andet i Frederikssund, men så galt går det næppe denne gang.

- Det er klart, at folk er meget nervøse. Men ud fra de prognoser, der er nu, så bliver vandstanden en halv meter lavere denne gang, fortæller Kim Lintrup.

Det er ikke kun langs Roskilde Fjord og Isefjord, at der er problemer. Nordsjællands Politi oplyser, at man på Vedbæk Havn har afspærret et område, fordi vandet er gået over kanten. I Hornbæk Havn står vandet også helt til kanten.

Længere mod Vest på Gniben på den yderste del af Sjællands Odde var et dige lørdag aften tæt på at briste. Dog melder beredskabet i Odsherred Kommune, at situationen er under kontrol.

- Vi har 25 mand gående derude, som har repareret diget med sandsække, fortæller beredskabschef Lasse E. Hansen til Ritzau.

Under decemberstormen Bodil i 2013 var diget under opførsel, men brød sammen på grund af vandmassernes pres. Mange sommerhue i området blev oversvømmet.

- Siden er diget blevet repareret og gjort færdigt, og det ville være katastrofalt, hvis det brød sammen. Det har kostet mange millioner kroner, fortæller Lasse E. Hansen

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.