Åbenmundet domsmand fra Se og Hør-sagen kan fortsætte
Præsident i Østre Landsret har indkaldt domsmand fra Retten i Glostrup til snak efter interview i Radio24syv.
En domsmand har været indkaldt til samtale med retspræsident, fordi hun udtalte sig om sin medvirken i Se og Hør-sagen, hvor blandt andre Henrik Qvortrup blev dømt (arkivfoto).
En domsmand har været indkaldt til samtale med retspræsident, fordi hun udtalte sig om sin medvirken i Se og Hør-sagen, hvor blandt andre Henrik Qvortrup blev dømt (arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


Trods sine udtalelser til flere medier kan en kvindelig domsmand fra Se og Hør-sagen fortsætte sit hverv i andre straffesager.

Præsidenten i Østre Landsret oplyser fredag, at han har haft en samtale med domsmanden.

- Hun fortsætter, siger Bent Carlsen.

Hvad de to har talt om, ønsker han ikke at oplyse.

Det er præsidenterne for de to landsretter, der udpeger lægdommerne.

Det skabte stor opmærksomhed, da domsmanden dagen efter afgørelsen i straffesagen mod Henrik Qvortrup og andre i Retten i Glostrup lod sig interviewe af Radio24syv.

- Jeg synes, de skal uddø, sagde hun om sladderpressen.

Hun udtalte sig også om strafudmålingen i den meget omtalte straffesag.

Hendes opførsel skabte en del furore. For eksempel har formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, sagt, at han ærgrer sig over forløbet.

Hverken juridiske dommere eller lægdommere bør kommentere de sager, de har deltaget i, har han slået fast.

Professor i strafferet Jørn Vestergaard har ifølge DR vurderet, at domsmanden kan have overtrådt såvel straffeloven som retsplejeloven.

En af de dømtes forsvarere har allerede bebudet, at han vil kræve, at sagen gør om på grund af domsmandens snak i programmet "Det, vi taler om".

- Det er ekstremt uheldigt, har advokat Michael Juul Eriksen sagt om domsmandens optræden.

- Normalt har man begrundelsen fra retten at forholde sig til. Men nu bringer hun en masse nye momenter ind, som retten tilsyneladende har lagt vægt på, men som ikke står i dommen, sagde han forleden.

Eriksen er forsvarer for den såkaldte tys-tys kilde, der tjente store summer på at levere oplysninger om kendtes brug af kreditkort. Byretten idømte ham ubetinget fængsel i halvandet år.

Henrik Qvortrup har derimod besluttet ikke at anke dommen fra byretten. Den lød på et år og tre måneder. Heraf er tre måneder gjort ubetinget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.