AaB-træner: Vi mangler timing og selvtillid
AaB leverede en skuffende indsats hjemme mod Randers. Kampen i Aalborg endte 0-0 til Kent Nielsens ærgrelse.
AaB-træner Kent Nielsen har nu ikke set sit hold score i de seneste tre kampe efter 0-0 mod Randers.
AaB-træner Kent Nielsen har nu ikke set sit hold score i de seneste tre kampe efter 0-0 mod Randers. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


AaB skulle fredag aften forsøge at rejse sig mod Randers efter en skuffende periode med nederlag til Steaua Bukarest og FC Vestsjælland.

Det blev til et enkelt point i 0-0-kampen mod Randers, men selvom nordjyderne fik lukket af defensivt, var det ikke kønt i den offensive del - meget kendetegnende for AaB's sæson indtil videre.

Træner Kent Nielsen erkender, at de danske mestre er langt fra sidste sæsons niveau.

- Vi havde intet flow i vores spil. Vi slider og slæber med at få timing og selvtillid ind i tingene for tiden. Der var idéer til noget, men der mangler kvalitet til at få det udført.

- Det handler også om at tro på tingene. Nogle gange sender vi lidt for meget bolden hjemad. Da vi var bedst, spillede vi jo bare derudaf. Lige nu spiller vi med for meget sikkerhed, siger Kent Nielsen.

AaB-angriberen Nicklas Helenius ser trods 11 point efter ni kampe stadig et stort potentiale i AaB-holdet.

- Der er et eller andet, der mangler lige nu. Der er ikke nogen træthed i truppen. Vi er ikke det eneste hold, der har prøvet at have en dårlig periode.

- Vi skal blive ved med at tro på det, vi arbejder med. Hvis Rasmus Würtz misser en aflevering på midten, så bliver han alligevel ved. Selvom jeg banker bolden over mål, tror jeg stadig, jeg kan sparke den næste ind. Vi skal blive ved med at tro på tingene, siger Nicklas Helenius.

AaB skal i næste spillerunde en tur til Brøndby. Inden da venter dog en kamp i Europa League hjemme mod portugisiske Rio Ave.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.