AaB-profil efter ny sejr: Træls at gå på juleferie nu
Efter fem sejre i træk ærgrer AaB's Kasper Risgård sig over, at der nu er små tre måneders vinterpause.
Kasper Risgård ærgrer sig over, at Superligaen nu går på vinterpause.
Kasper Risgård ærgrer sig over, at Superligaen nu går på vinterpause. Foto: SCH?TZE REN?/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE


AaB fortsætter bare med at vinde. Nordjyderne tog mandag aften holdets femte sejr i træk og stempler ud af efterårssæsonen som seriøs guldbejler til FC København og FC Midtjylland.

Lars Søndergaards tropper spillede ikke prangende, men på hjemmebanen i Aalborg vandt AaB alligevel sikkert med 2-0 over Viborg.

AaB-profilen Kasper Risgård ærgrer sig over, at der nu venter en vinterpause, inden Alka Superligaen genoptages til februar.

- Vi mødte et godt hold, som gjorde det svært for os, men vi har tur i den i øjeblikket. Det er ikke de bedste kampe, vi har spillet på det seneste, men vi vinder alligevel.

- Det er lidt træls at gå på julepause, når det kører, som det gør.

- Det her er meget overraskende for os alle sammen, og det havde jeg ikke troet på, inden sæsonen gik i gang. Det tror jeg ikke, vi var mange, der gjorde, siger Kasper Risgård.

Også AaB-kanten Nicolaj Thomsen er overrasket over, hvordan nordjyderne har spillet sig op i løbet af efteråret.

- Det har været et efterår, hvor vi startede lidt tungt, men kom efter det siden. Der er bare mange ting, der er gået op i en højere enhed, og der er mange, der er toppet på samme tid, siger Nicolaj Thomsen.

AaB er lige nu placeret på en andenplads i ligaen med 34 point - kun ét enkelt efter FCK og tre point mere end FCM.

Om AaB'erne kan snyde de to andre hold i foråret, som de gjorde i mesterskabssæsonen for to år siden, er Kasper Risgård ikke sikker på.

- Midtjylland er en anden klub end for to år siden. Nu køber de bare, hvad de har lyst til uden at give de unge så mange chancer. FCK har en virkelig god trup, men vi nyder da at være med i toppen lige nu.

- Det kommer også meget an på det kommende transfervindue. Vi har nogle meget vigtige spillere, som måske er væk til foråret. Spalvis, Dalsgaard og Thomsen. Det er nogle svære spillere at erstatte, siger Kasper Risgård.

Rasmus Jönsson og Thomas Enevoldsen scorede hjemmeholdets to mål mod Viborg.

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.