AaB-profil efter afklapsning: Det var drenge mod mænd
Kasper Risgård mener, AaB spillede naivt og dumdristigt i det klare nederlag til mesterskabsfavoritterne FCK.
Kasper Risgård og AaB gik helt ned, da FC København søndag vandt 6-2 over i Parken.
Kasper Risgård og AaB gik helt ned, da FC København søndag vandt 6-2 over i Parken. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


AaB har længe lignet førsteudfordreren til FC København i toppen af Superligaen. Ved vinterpausen var nordjyderne blot et enkelt point efter topholdet, men nu er afstanden oppe på ti point.

Det er realiteten, efter at AaB søndag aften tabte med hele 2-6 i Parken.

- Vi startede ud med at give dem tre mål. Det skal man ikke herovre, slet ikke mod et hold som i perioder spillede fantastisk. Det må vi også lægge os fladt ned og sige, siger AaB-midtbanespilleren Kasper Risgård.

- Når FC København rammer dagen som her, er de et par niveauer over os. I perioder spillede vi naivt. Vi tabte bolden, og så kunne de løbe ned og score. Det så i perioder alt for let ud.

- Vi spillede også dumdristigt. En gang imellem må man gerne gå ind og lave et frispark og vise, at vi er der. Det gjorde vi i perioder ikke, så vi blev overmatchet fysisk. En gang imellem lignede det en flok drenge mod mænd, siger Risgård.

AaB-træner Lars Søndergaard ærgrer sig over nederlaget, for han følte til tider, at der var noget at hente i opgøret.

- Det var den værst tænkelige start. Vi havde chancen, allerede inden de scorede, og var Kasper Risgårds hovedstød gået ind, kunne det måske være blevet en anden kamp.

- Men det skete ikke, og de udnyttede i stedet et par fejl fra os. Når vi endelig fik scoret, og jeg stod med en følelse af, at vi måske kunne have fået noget med herfra, blev vi på nogle parametre overmatchet, siger Søndergaard.

Selv om Søndergaard i perioder havde en god fornemmelse, erkender han, at FC København var klart bedst på dagen.

- Vi mødte et hold, der var bedre end os. Det må vi bare erkende. Som kampen udviklede sig, blev det op ad bakke for os.

- Når FC København spiller som her, så er det svært at få noget med fra Parken, siger Søndergaard.

AaB er nummer tre i Superligaen, et enkelt point efter Sønderjyske på andenpladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.