AaB-målscorer: En af vores største kampe i Europa
Thomas Enevoldsen rangerer torsdagens triumf over Dynamo Kiev højt på listen over Europa-resultater.
Thomas Enevoldsen (th.) scorede, da AaB vandt over Dynamo Kiev i Aalborg.
Thomas Enevoldsen (th.) scorede, da AaB vandt over Dynamo Kiev i Aalborg. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


AaB har tidligere slået store europæiske hold på Nordjyske Arena, men 3-0-sejren over Dynamo Kiev torsdag aften var en af de hidtil bedste præstationer.

Det siger AaB's første målscorer i kampen, Thomas Enevoldsen, efter mestrenes store Europa League-bedrift.

- Det er et af de største europæiske resultater, jeg har været med til. At vinde 3-0 over et hold som Dynamo Kiev, der spiller europæisk hvert år, og som har spillere, der optræder på nogle af de største landshold. Det er en rigtig stor præstation af os.

- Den rangerer helt sikkert oppe blandt de bedste kampe. Men der har faktisk været en del, for vi har efterhånden vist mange gange, at vi er et rigtig godt hjemmehold i europæiske kampe, siger Thomas Enevoldsen.

Han opremser sejre over Deportivo La Coruña og Manchester City. Han husker dengang, AaB slog Sampdoria ud.

Nu er der kommet endnu et resultat til samlingen.

- Det var en fremragende præstation. Igennem hele kampen gjorde vi det svært for Dynamo Kiev. Vi vidste, at det var et utrolig godt hold, vi skulle op imod, for de har nogle spillere, der kan meget på egen hånd.

- Vi fik holdt dem nede på få chancer, og så må det siges, at vi var effektive på de chancer, vi fik. To af målene var rigtig høj klasse, hvor vi fik spillet os helt igennem, siger Thomas Enevoldsen.

AaB skal i europæisk aktion igen om to uger, når det ukrainske storhold igen bliver modstanderen. Denne gang på udebane.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.