AaB-kaptajn om Dynamo Kiev: Efterårets sværeste opgave
AaB kommer ikke til at møde en bedre modstander i dette efterår end Dynamo Kiev, der venter torsdag aften.
Rasmus Würtz har stor respekt for Dynamo Kiev før torsdagens kamp i Europa League.
Rasmus Würtz har stor respekt for Dynamo Kiev før torsdagens kamp i Europa League. Foto: RENÉ SCHÜTZE/POLFOTO


Når man - som AaB - indledte Europa League-gruppespillet med at tabe 0-6 til Steaua Bukarest, er det måske ikke så betryggende, at den kommende europæiske opgave på forhånd virker endnu sværere.

Men det er ikke desto mindre vurderingen i den nordjyske lejr, efter at de danske mestre har brugt de seneste dage på at forberede sig på Dynamo Kiev, der kommer på besøg på Nordjyske Arena torsdag aften.

AaB's anfører Rasmus Würtz anser det ukrainske storhold som den absolut vanskeligste opgave på denne side af vinterpausen.

- Der er ingen tvivl om, at det er en virkelig god modstander, vi kommer til at stå over for. Det er også klart den bedste, vi møder i dette efterår, siger han.

Det er ikke gået nogen nordjyske næser forbi, at Dynamo Kiev på andenpladsen i den ukrainske liga er to point foran Shakhtar Donetsk, som tirsdag aften vandt hele 7-0 over Bate Borisov i Champions League.

- Det bliver en kæmpestor udfordring for os. Men danske hold håber altid på at få lov til at møde sådan nogle modstandere og måle sig med dem.

- Vi lægger os selvfølgelig ikke ned på forhånd, vi spiller hjemme med tilskuerne i ryggen, og forhåbentlig kan vi gøre det svært for dem. Det kan jo også være, at de tænker, at det ikke er den sværeste opgave, de kommer på i efteråret, siger Rasmus Würtz.

AaB har tre point efter de første to kampe i gruppespillet. Dynamo Kiev fører gruppen med maksimumpoint seks.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.