AaB jagter en sejrsstime efter pligtsejr i Hobro
Nicolaj Thomsen håber på, at nordjyderne kan ramme en sejrsstime, som man gjorde i slutningen af efteråret.
AaB's Nicolaj Thomsen håber på, at AaB nu har ramt en sejrsstime.
AaB's Nicolaj Thomsen håber på, at AaB nu har ramt en sejrsstime. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Selvom de spillemæssige takter har været langt væk fra efterårets niveau, har AaB alligevel hentet seks point i de seneste to kampe - senest søndag, hvor man slog Hobro med 2-0 på udebane.

Med sejren kom AaB igen op på andenpladsen i Alka Superligaen, efter at både Sønderjyske og FC Midtjylland smed point.

Derfor ligner AaB nu holdet med mest momentum blandt forfølgerne, men træner Lars Søndergaard vil alligevel ikke betegne nordjyderne som favorit i feltet bag FC København.

- Jeg vil nødig snakke om sølv efter indsatsen mod Hobro. Den præstation var i hvert fald ikke til at spille med deroppe. Men det bliver et tæt løb, og der er også andre hold på vej op nedefra, siger Lars Søndergaard.

Nordjyderne sluttede efteråret af med en stribe af sejre og blev i vinterpausen af flere betegnet som en seriøs kandidat til guldet.

Med nederlag mod OB og FC København i starten af forårssæsonen kom AaB'erne dog hurtigt ned på jorden.

Nu håber AaB-profilen Nicolaj Thomsen, der scorede begge mål mod Hobro, at de seneste ugers succes kan starte en stime sejre, som man ramte i slutningen af efterårssæsonen.

- Vi har haft en tung start i foråret, men det havde vi også i efteråret. Så hvis vi kan ramme den samme bølge, som vi red på inden pausen, ser det godt ud.

- Det er vigtigt at vinde de kampe, hvor man ikke spiller godt. Det har vi gjort mod Hobro og FC Nordsjælland.

- Jeg vil ikke love for meget, men jeg håber da, at det kan starte en stime. Man kan godt mærke i truppen, at vi har fået to sejre. Det har været dejligt, siger Nicolaj Thomsen.

AaB har i 24 kampe hentet 42 point. Nordjydernes næste opgør i Alka Superligaen er hjemme mod Sønderjyske. Inden da venter dog første semifinale i pokalturneringen mod AGF.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.