I sidste uge prøvetrænede den 19-årige kantspiller Christian Bassogog i AaB, og det gjorde han tilsyneladende overbevisende.
Fredag bekræfter AaB på klubbens hjemmeside, at man har skrevet en fireårig kontrakt med den hurtige og driblestærke kantspiller.
- Vi ser et stort potentiale i Christian Bassogog, der især har sin hurtighed og sine driblefærdigheder som spidskompetencer, og det er naturligvis målsætningen at udvikle ham yderligere, siger Allan Gaarde, sportsdirektør i AaB, til klubbens hjemmeside.
- Vi er dog også indstillede på at have tålmodighed, så Christian kan få tid til at finde sig til rette i AaB og i Aalborg, men vi er overbeviste om, at han kan tilføre vores trup og vores hold endnu en dimension. Han er en spændende spiller.
Endnu mangler Bassogogs opholds- og arbejdstilladelse at falde på plads, så der kan gå et stykke tid, før AaB-fansene får lov til at se ham i aktion.
/ritzau/