AaB går ned efter pausen og taber 1-4 til Sønderjyske
Gæsterne fra Sønderjyske scorede fire mål i anden halvleg i 4-1-sejren over AaB i Alka Superligaen.
Marvin Pourie scorede et af målene i Sønderjyskes storsejr over AaB.
Marvin Pourie scorede et af målene i Sønderjyskes storsejr over AaB. Foto: HENRIK DAUGAARD JENS/POLFOTO


AaB fik en forrygende start på forårssæsonen i Alka Superligaen med tre sejre i tre kampe, men søndag blev det til det andet nederlag i træk, da gæsterne fra Sønderjyske vandt med hele 4-1 i Aalborg.

Sønderjyske scorede alle holdets fire mål i anden halvleg.

De regerende mestre fra AaB, som i sidste spillerunde tabte til Hobro, førte 1-0 ved pausen, men en forsvarsbrøler af Rasmus Thelander tidligt i anden halvleg fik gang i Sønderjyske.

Thelander fumlede med bolden, og det udnyttede Sønderjyskes Marvin Pourie, som stormede mod mål, og den tyske angriber udlignede sikkert til 1-1.

Inden da burde AaB have været foran 2-0, men hjemmeholdet udnyttede ikke sine chancer.

Fem minutter efter 1-1-scoringen havde Sønderjyske flere afslutninger i et angreb, og da bolden til sidst endte hos Silas Songani, sparkede spilleren fra Zimbabwe bolden i mål til 2-1.

Kæmpe nedtur for AaB, som efter 26 minutters spil var kommet foran på et pragtmål af Kasper Risgård. AaB'eren hamrede bolden ind med sit venstreben, og Sønderjyske var under pres efter to store nederlag i træk i bagagen.

0-4 til FC Nordsjælland og senest 1-4 til bundproppen Silkeborg kom Sønderjyske til Aalborg med, men denne gang scorede Sønderjyske selv fire gange.

Bjørn Paulsen og Johan Absalonsen scorede til henholdsvis 3-1 og 4-1 på nærmest samme tid - og med 10 minutter igen var kampen afgjort.

Et skidt nederlag til AaB, som jagter bronze. Sønderjyske behøver slet ikke at tænke på nedrykning og kan måske komme til at true de efterhånden mange hold, der bejler til tredjepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.