Ritzau
Opdateret kl. 12:02
Fodboldklubben AaB har fyret cheftræner Lars Søndergaard med øjeblikkelig virkning. AaB leder nu efter en afløser, meddeler klubben på sin hjemmeside.
AaB-sportsdirektør Allan Gaarde begrunder fyringen med dårlige resultater.
- Vi er bevidste om, at vi har gennemgået en stor udskiftning i vores trup.
- Men vi finder det bekymrende, at vi i 36 superligakampe hen over kalenderåret 2016 blot har opnået et pointgennemsnit på 1,17, ligesom vi også rent spillemæssigt har haft udfordringer og bevæget os i den forkerte retning.
- Vi vil gerne takke Lars for hans meget loyale og dedikerede arbejde som cheftræner for AaB, men vi har vurderet, at vi har brug for nye øjne og nye værktøjer i forhold til truppen, siger Allan Gaarde.
Efter fire vellykkede sæsoner i Sønderjyske vendte Lars Søndergaard i sommeren 2015 tilbage til AaB efter 15 års fravær.
Efter den første AaB-tid blev det til ni år i østrigsk fodbold i forskellige roller hos klubberne Red Bull Salzburg, Austria Wien, Grazer AK og FC Wacker Innsbruck.
Derefter vendte Søndergaard tilbage til dansk fodbold i først Sønderjyske og siden AaB, hvor det på det seneste er gået mindre godt.
I fredags sluttede AaB efteråret af med et 0-3-nederlag ude til AC Horsens.
AaB er placeret på en ottendeplads efter 21 kampe i Superligaen, og nordjyderne har fire point op til Sønderjyske på sjettepladsen. Top-seks giver adgang til slutspillet.
- Samlet set har vi evalueret situationen, og konklusionen er, at vi har brug for nye kompetencer, og vi vil fra i dag påbegynde sonderingerne i forhold til at finde en ny cheftræner, der i den ideelle verden står klar, når træningen genoptages 4. januar.
- Samtidig ønsker vi Lars Søndergaard alt det bedste fremover i sin videre trænerkarriere, lyder det fra Allan Gaarde.
/ritzau/