AaB forhandler med udenlandsk klub om salg af profil
Nicolaj Thomsen kan være på vej til udlandet, efter at AaB har indledt forhandlinger med unavngivet klub.


Nicolaj Thomsen kan meget snart være fortid i fodboldklubben AaB, hvor han har været en profil i nogle sæsoner.

- Aalborg Boldspilklub A/S har indledt forhandlinger med en udenlandsk klub om et salg af spilleren Nicolaj Thomsen, meddeler AaB i en fondsbørsmeddelelse.

Offensivspilleren fik sit store gennembrud i sidste sæson, hvor han var en profil på det AaB-hold, der vandt både DM-guld og pokalturneringen.

I november sidste år fik Nicolaj Thomsen debut på A-landsholdet, da han spillede hele kampen i 0-2-nederlaget ude til Rumænien.

AaB-spilleren udfolder sig primært på U21-landsholdet, hvor han har spillet 17 kampe.

Nicolaj Thomsen var med til at spille U21-landsholdet til EM i Tjekkiet, der bliver spillet i næste måned.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.