AaB-angriber: Vi manglede energi efter pokalkamp
Thomas Enevoldsen mener, AaB brugte mange kræfter i pokalkamp mod AGF og derfor manglede energi mod Randers.
Thomas Enevoldsen savnede energi på AaB-holdet efter pokalkampen mod AGF.
Thomas Enevoldsen savnede energi på AaB-holdet efter pokalkampen mod AGF. Foto: Gregers Tycho/Polfoto


AaB havde svært ved at få spillet til at flyde, da det blev 0-0 ude mod Randers i Alka Superligaen mandag aften. Nordjyderne kom ikke frem til de store tilbud.

Ifølge angriberen Thomas Enevoldsen er en af forklaringerne, at holdet brugte meget energi i pokalkampen mod AGF torsdag aften.

- Vi havde ikke den samme energi, som vi havde i kampen mod AGF. Vi brugte ufattelig mange kræfter i den kamp på at presse dem. Personligt kunne jeg godt mærke, at jeg havde lidt tungere ben i dag og var lidt mør, siger Thomas Enevoldsen.

Han medgiver dog, at det var for dårligt, at nordjyderne ikke formåede at skabe en eneste chance på trods af de trætte ben.

- Vi spillede ikke hurtigt nok, vi kom ikke frem til de indlæg, som vi gerne ville, og det var for dårligt, at vi ikke kunne komme frem til en chance.

- Vi må også rose Randers, for de stod med seks spillere i eget felt, og det var svært at spille forbi. Det var de gode til. Randers spillede godt, men vi spillede også selv virkelig dårligt, siger Enevoldsen.

AaB-træner Lars Søndergaard er enig i, at træthed kan have spillet en stor rolle for hans mandskab, da det har spillet mange kampe i de sidste par uger.

- Vi har haft en del kampe inden for de sidste tre uger, og banerne er stadig tunge, så jeg er sikker på, at nogle af mine spillere kunne mærke det i benene i dag, siger Lars Søndergaard.

Omvendt glæder han sig over, at det blev til et enkelt point, når holdet ikke kunne komme frem til chancer.

- Det var en svær udekamp, og vi kom afsted med et point. Når vi ikke kunne skabe en enkelt chance, så er man nødt til at være glad for det ene point, siger Lars Søndergaard.

Næste opgave for AaB i Superligaen er på søndag hjemme mod Brøndby.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.