AaB-anfører om sen FCM-sejr: Den værste smag i munden
AaB-anfører Thomas Augustinussen mente, AaB havde fortjent mere i nederlaget mod FC Midtjylland.
Jakob Poulsen scorede to gange for FCM, der søndag slog AaB med 2-1 i Aalborg.
Jakob Poulsen scorede to gange for FCM, der søndag slog AaB med 2-1 i Aalborg. Foto: ANDERS BROHUS/POLFOTO


AaB havde søndag besøg af de jyske rivaler fra FC Midtjylland. Den intense affære så længe ud til at ende 1-1, men i overtiden tog Alka Superligaens førerhold alle tre point efter en scoring af Jakob Poulsen.

Dermed tabte AaB et vigtigt skridt i kampen om bronzemedaljerne efter en kamp, hvor effektiviteten foran målet endnu engang var det store problem for nordjyderne.

AaB-anfører Thomas Augustinussen spillede hele kampen i fraværet af Rasmus Würtz, og han var selvfølgelig skuffet over det bitre overtidsnederlag.

- Jeg tænkte bare, at det var løgn. Vi havde godt styr på dem og stod kompakt og organiseret. Alligevel scorede de til sidst. Den rammer hårdt og tager nok lige et par dage at komme over. Det er de værste nederlag, man kan få.

- Ét point ville have været okay mod FC Midtjylland. Så havde vi stået med en okay smag i munden efter kampen. I stedet står vi her med den værste smag, man kan få, siger Thomas Augustinussen.

Med nederlaget forbliver AaB helt nede på syvendepladsen. De forsvarende danske mestre har i skrivende stund fem point op til Randers, som Brøndby med en sejr over Sønderjyske kan rykke op over.

Ifølge Thomas Augustinussen skal AaB snart til at høste flere point, hvis man vil vinde medaljer og få adgang til europæisk fodbold næste sæson.

- Nederlaget er hårdt for os. Kampen skulle have endt uafgjort, og når vi ligger i midterfeltet og jagter tredjepladsen, er alle point vigtige.

- Vi skal snart til at vinde nogle kampe, hvis vi vil have den tredjeplads, og det skulle gerne starte næste gang. For hvis der går for lang tid uden point, er der nogen, der lige pludselig stikker af, siger han.

AaB møder i næste spillerunde FC Vestsjælland i Slagelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.