Den dag de fremmede forsvandt
A-kasser: Dagpengeregler er skrappe nok
Direktør i AK-Samvirke hører gerne bud på, hvordan a-kasserne kan opdage lediges nej til jobtilbud.
- I dag er det allerede sådan, at hvis man siger nej til et arbejde, så får man karantæne i tre uger. Det svarer til en bøde på omkring 10.000 kroner, siger a-kassernes formand.
- I dag er det allerede sådan, at hvis man siger nej til et arbejde, så får man karantæne i tre uger. Det svarer til en bøde på omkring 10.000 kroner, siger a-kassernes formand. Foto: Colourbox/free


Der er ikke brug for at stramme reglerne yderligere for dagpengemodtagerne. Det siger Verner Sand Kirk, direktør i a-kassernes sammenslutning AK-Samvirke, til De Radikales forslag om, at et nej til jobtilbud skal betyde et stop for dagpenge.

- I dag er det allerede sådan, at hvis man siger nej til et arbejde, så får man karantæne i tre uger. Det svarer til en bøde på omkring 10.000 kroner. Hvis man siger sit arbejde op uden grund, får man tilsvarende karantæne.

- Hvis man gør det to gange inden for en periode, så mister man dagpengeretten. Reglerne kan ikke være strammere, siger Verner Sand Kirk.

De Radikales leder, indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard, siger i Jyllands-Posten, at rådighedsreglerne skal strammes, så ingen skal kunne vælge mellem et arbejde og offentlig forsørgelse.

Forslaget kommer efter DR-dokumentaren "Den dag de fremmede forsvandt", hvor flere ledige siger nej tak til tilbudte job.

Ifølge AK-Samvirke giver a-kasserne omkring 12.000 sanktioner om året. Heraf er størstedelen dog mildere sanktioner, hvor den ledige for eksempel får trukket én dag fra dagpengene for at være udeblevet fra et møde.

Og Verner Sand Kirk er villig til at se på, om a-kasserne kan gøre brug af sanktionsmulighederne oftere end i dag.

- Diskussionen kan selvfølgelig være, hvordan vi reelt opdager, hvem der siger nej til et jobtilbud. Det kræver jo, at a-kasserne bliver opmærksomme på, at en person har vist uvilje mod at tage et job, siger Verner Sand Kirk.

Mens den ledige i dag skal kunne dokumentere aktiv jobsøgning, så er det svært for a-kasserne at holde øje med, om der reelt kommer jobtilbud ud af ansøgningerne, medmindre den ledige for eksempel har fået anvist et konkret jobtilbud gennem a-kassen, siger han.

- Hvis der er nogen, der har nogle gode ideer til, hvordan vi kan opdage de snøbler, der måtte være, så er de velkomne til at komme med dem, siger Verner Sand Kirk.

Morten Østergaard vil anmode regeringens dagpengekommission om at inddrage de såkaldte "rådighedsregler" i anbefalingerne til et nyt dagpengesystem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.