"Sikken voldsom trængsel og alarm" kunne beboerne på Angolavej på Amager passende synge i disse dage.
Børn og barnlige sjæle valfarter nemlig til den lille, blinde villavej for at se den imponerende julepynt, som er blevet et tilløbsstykke efter at have været en tur i både TV 2's "Det store Juleflip" og TV 2 Lorry. Men de mange kørende gæster skaber trafikkaos, skriver TV2 Lorry.
Derfor opfordrer vejens beboere nu de julepynts-interesserede københavnere til ikke at køre ind på den blinde vej mellem klokken 16 og 21. I stedet kan man parkere ved Vestamagercentret på Algiervej og gå de sidste 50 meter til Angolavej, lyder opfordringen.