Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, har på Twitter skabt tvivl om USA's køb af F-35 kampflyet - det kampfly, som Danmark også har besluttet at investere milliarder i.
Og hvis USA trækker sig, kan det få betydning for prisen på de 27 kampfly, som Danmark har besluttet at indkøbe. Det skriver Berlingske fredag.
- F-35 programmet er ude af kontrol. Milliarder af dollar kan og vil blive sparet på militærindkøb efter 20. januar, skrev Trump på Twitter 12. december.
Det tweet blev senere samme måned fulgt op:
- Baseret på de enorme omkostninger og budgetoverskridelser i Lockheed Martin F-35 har jeg bedt Boeing om at lave en sammenlignelig pris på deres F-18 Super Hornet.
Det er uvist, hvad der ligger i Trumps udmeldinger. Men beslutter USA at købe færre F-35 kampfly, vil det have direkte indflydelse på prisen på de kampfly, Danmark vil købe, lyder det fra lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen, som Berlingske har talt med.
- Hvis amerikanerne reducerer deres indkøb markant, så vil det få betydning for, hvad vi kan komme til at betale, når vi ser på hele flyets levetid. Men det er ret svært at spå om, når vi ikke ved, hvad amerikanerne vil, siger lektoren til avisen.
Men Peter Viggo Jakobsen har svært ved at tro, at USA helt skulle droppe F-35.
Den anslåede købspris for de 27 kampfly er 20 milliarder kroner. Oveni kommer 36,4 milliarder kroner, som over 30 år er til udvikling, drift og indlagte risici.
Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i maj sidste år kom med en plan om at indkøbe de 27 F-35-fly, havde USA ifølge Berlingske allerede forpligtet sig til at købe 2500 kampfly af samme slags.
Trumps udmeldinger på Twitter har også vakt opsigt i forligskredsen, som tæller Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, bag de dyrt indkøbte fly.
- Problemet er jo, at vi ikke ved, hvad han mener. Er det stykprisen, er det antallet eller noget helt tredje? F-35 er jo ikke dyrere end de andre kampfly, vi kiggede på, men bundlinjen er, at F-35 er helt afhængig af, at USA er storaftager. Ændres de forudsætninger, står vi selvfølgelig med en helt ny situation, siger forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S) til Berlingske.
/ritzau/