Ville mine kolleger ofre en del af deres løn for at redde mig fra en fyreseddel?
Den tanke har måske været oppe og vende i mange danskeres hoved, efter finanskrise og arbejdsløshed har holdt sit indtog. Så mange vil sikkert kunne relatere til handlingen i den belgiske film 'To Dage, En Nat', der har biografpremiere denne weekend.
Filmen handler om en Sandra, der får at vide, at hun har én nat og to dage til at overtale sine kolleger på en solcellefabrik til at undvære deres årlige bonus på cirka 7.000 kroner. Kan hun ikke det, bliver hun fyret.
Derfor må Sandra gå fra dør til dør og trygle hver enkelt kollega om at betale for at redde hendes job.
Og dramaet om fyringsfrygt og (manglende) kollega-loyalitet har taget anmelderne med storm. Både B.T., Berlingske og det socialistiske medie 'Arbejderen' roser filmen for at skildre emnet på en utraditionel måde.
Filmen er "et stykke solidt europæisk arbejder-drama, som er umådelig vedkommende midt i en finanskrise, der især har ramt menig mand og kvinde på både økonomi og værdighed," skriver B.T. for eksempel.
'To Dage, En Nat' havde premiere i flere danske biografer torsdag. Den er instrueret af de belgiske Dardenne-brødre, der er kendt for flere prisvindende socialrealistiske dramaer.
Kilder: Yotube, Kino.dk, Arbejderen.dk, bt.dk, b.dk.