DER ER lykkeligvis modige kvinder til stede, når taxamanden er en kylling.
I den dybere og dybere afgrund mellem politik og den virkelighed, jeg møder i mit taxiliv, har jeg undertiden haft lyst til at skrive det selv. Men jeg har ikke turdet.
Det trænger sig på.
Når jeg tager mine mange kolleger med såkaldt ”anden etnisk baggrund” i betragtning. Deres benhårde kamp for at overleve i en lavtlønsbranche med alt for lange arbejdstider for at give hæderlige vilkår til deres familier og deres afkom. Eller kunderne, de mere veluddannede danskere af fremmed herkomst, som har brudt den sociale – og den koloniale arv og er med til at definere det nye, højteknologiske Danmark.
Så bliver jeg rødmende flov. Flov over denne buket af meningsdannere - fra troværdige ministre til notoriske racister – der drager nydanskernes hensigter og danskhed i tvivl.
SÅ ER det min veninde, professoren og jern-kvinden, skriver i sin Facebook-opdatering:
Hvis ordet dansker skal til at være for de få, med bestemte holdninger, og med en bestemt stamtavle, og ikke længere for alle dem, som bidrager dagligt til det danske samfund med viden, arbejde og skat, så tror jeg faktisk, at jeg vil holde op med at kalde mig selv for dansker.
Det er nøjagtigt sådan, jeg føler/frygter fremtiden i den hadske og intimiderende stemning, som hersker i fremmed-debatten lige nu.
Det er ikke nok, at vi smider bomber, slår ihjel og vore soldater er blevet slået ihjel.
Det er ikke nok, at vi har fået sat en prop i flygtningestrømmen, som den så ud for et år siden.
Det er ikke nok, at vi decideret har markedsført os selv - verdens lykkeligste folk – som en kultur, der i virkeligheden helt vil være fri for fremmede.
Det er ikke nok, at vi dyrker nationalismen, så vi skal tilbage til mellemkrigsårene for at finde noget lignende.
DET ER ikke nok, at det store politiske flertal i Danmark – ikke mindst set gennem partiernes bevægelser – har samlet sig om nye regelsæt, der højt og tydeligt siger, at ”… nu kan vi ikke mere … ”.
Den skal køre HELT derud, danskheden, hvor det er ok at sammenligne uviljen mod de fremmede med insektbekæmpelse, som Danskernes Parti gjorde det i den forløbne uge. Ligesom nazisterne i propagandafilmen ”Der Ewige Jude” sammenlignende modstanden mod jøder med rottebekæmpelse.
Så er det, man mærker ulysten til at kalde sig dansker.
Netop på grund af denne polarisering, denne absurde deling af den danske befolkning mellem fædrelandets venner og globaliseringens femte kolonne (dem der arbejder til fordel for en fremmede magter), - mellem patrioter og forrædere – har jeg holdt igen med dette forspiste ubehag over etiketten DANSKER.
Jeg frygter, at jeg bærer ved til det nationalistiske bål.
Eller dehumaniseringen, som forfatteren og debattøren Elmas Bjerke skriver i et indlæg på sitet POV International efter at have set endnu en tv-udsendelse, hvor en borger med etnisk baggrund skal forsvare sin danskhed. Eller rettere: Angribes for ikke at være det – rigtig dansker:
Tanken om, at Danmark, for mine børn, skal være et fremmed land, de ikke føler sig knyttet til, sådan helt inde under huden som jeg, er ikke til at bære. Mit håb har altid været, at mine børn må elske Danmark ligeså højt som jeg.
Efter Debatten i aftes, tænker jeg, om det ikke efterhånden tenderer til omsorgssvigt, ikke at beskytte og skåne dem fra at udvikle netop de følelser.
Ikke at fjerne dem fra de giftige ord, der i en lind strøm, flyder, snart sagt alle steder fra og ikke kun fra tv skærmen. Udsendelsen i aftes er blot én ud af mange, for det bliver ved og det bliver ved og det bliver ved…
Jo, jeg mener, dehumaniseringen er i gang og jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal råbe folk op.
I praksis er den danske højrefløj ved at tilrane sig store lunser af det Danmark, jeg troede var mit.
Den stjæler mit danske frisind med dens overdrevne fokus på religion og dens tilsyneladende mangel på viden om, at fremmede kulturer til alle tider har påvirket og udviklet vores egen.
Den stjæler gudhjælpemig mit flag Dannebrog (som ”sjovt nok” faldt ned fra Himlen, da vi underlagte os det nordlige Estland i 1219 – hvad fanden lavede vi lige derovre?). Verdens ældste flag blafrer over det hele i markedsføringen af de nationalistiske partier.
DEN STJÆLER min nationalfølelse i den svulstige brug af ord som patriotisme og fædrelandet. Fra markedsføring til daglig tale. Læg mærke til det:
Danskerne vil,
danskerne tænker,
danskerne har ret til. Prøv at erstatte det rød-hvide folk med et andet, hvor de i øvrigt også kæmper mod højrefløjsnationalismen, der stormer frem: Tyskerne!
Kvalme og et ekko af fordoms støvletramp.
Den stjæler min religion, som hørte vi hjemme i en tid, hvor retfærdige korsriddere slog muhamedanere ihjel i Jesu navn. Ikke noget med et møde mellem trosretninger, der rent objektivt udspringer af den jødiske tro. Ikke nogen stemning af kærlighed, forsoning. Eller NÅDEN, som præsten taler om i den grundtvigske folkekirke, hvor jeg er medlem, hvor mine børn er døbt - og hvor jeg holder meget af at komme. Den barmhjertige samaritaner er hovedpersonen i lignelsen om den ultimative næstekærlighed. Jesus havde en pointe i, at det var et menneske fra en udstødt stamme, der tog sig af den nødstedte.
Men nu er det slut med at lefle for de udstødte. De skal standses ved grænsen, visiteres for mavebælter og våben – og så sendes hjem, hvor de kommer fra.
Jeg betragter mig som luthersk kristen - til trods for Martin Luthers modbydelige angreb på jøderne.
Jeg bekender mig til den grundtvigske folkelighed – selv om Niels Frederik selv var manisk, nationalt ensporet tænker og dybest set var tilhænger af den enevældige, gode drot!.
Så fri mig for den absolutte heltedyrkelse.
Jeg vedkender mig min danskhed – men i ydmyghed, fordi godheden og selvfølelsen altid har en bagside, når den tilbedes.
HVIS DEN ydmyghed, der holder igen på vores nationale selvfedme, erstattes af dyrkelsen af en kornfed danskhed.
Hvis fædrelandet bliver gjort til nutidens politiske guldkalv, fulgt af mistænkeliggørende udtalelser om andre kulturer og mennesker, og vi får stadig flere partier på den nationalistiske højrefløj, vil det kvæle min lyst til at kalde mig dansker.
Så er jeg bare en bornholmsk granitperker!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.