Hører du til dem, der ikke helt stoler på robotter, kan du godt skrue op for bekymringen.
På en VW-fabrik nord for Frankfurt i Tyskland valgte en robot nemlig at gå bersærk mandag. Det skriver The Guardian.
Hændelsen kostede på tragisk vis en kun 22-årig tekniker livet.
En gruppe ansatte, heriblandt to teknikere, var ved at stille bilfabrikkens robot op. Robotten kan indstilles til at udføre forskellige slags opgaver, men normalt befinder den sig i et aflukket bur i fabrikken, hvor den løfter bildele op fra gulvet og hiver rundt i dem.
Robotten er uskyldig
Den ene tekniker var gået ind i robottens bur, og så gik det pludselig galt. Robotten, der åbenbart ikke har lært at kende forskel på mennesker og bildøre, greb pludselig teknikeren, løftede ham op, og smadrede ham ned mod en metalplade.
Manden døde senere på hospitalet af sine kvæstelser. Ingen andre medarbejdere kom noget til, skriver The Guardian.
VW har nu igangsat en undersøgelse af ulykken, men indtil videre tyder alt på, at den skyldes en menneskelig fejl, og at det derfor ikke var robottens skyld, oplyser Heiko Hillwig, der er talsmand for VW.
Er det dig fra Terminator-filmene?
Den tragiske ulykke har imidlertid også fået et skørt og syret efterspil, idet en Financial Times-journalist ved navn Sarah O'Connor har delt historien på Twitter.
Det har medført adskillige vittige kommentarer, idet det navn ligger meget tæt op af navnet på en af hovedpersonerne i Terminator-filmene, hvor robotter angriber mennesker for at udslette dem og overtage verdensherredømmet.
Sarah O'Connor på Twitter understreger dog, at der er tale om et rent tilfælde, og at hun end ikke har set Terminator-filmene - og at hun nu har det dårligt med, at folk laver sjov med sagen på grund af hendes tweet.