I hjælpeorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke sidder en lille gruppe studentermedhjælpere og tager sig af organisationens voluntører, fra de første gang kontakter organisationen, til de kommer hjem fra deres udlandsophold igen.
De har frie hænder, for i afdelingen, er de 10 studentermedhjælpere og kun én fastansat. En af studentermedhjælperne siger til Avisen.dk, at nok er arbejdet og ansvaret hårdt - men samtidig sjovt og udfordrende.
I Mellemfolkeligt Samvirke bliver driften kørt af 20 studerende ud af godt 100 ansatte i alt.
Studerende giver liv
Hos Mellemfolkeligt Samvirke anerkender generalsekretær Frans Mikael Jansen, at de studerende er spændt hårdt for.
"Vi siger ikke til dem, at de ikke må blive to timer længere," siger han.
Derfor har ledelsen da også overvejet, om andelen af studerende måske er for høj, men de giver omvendt en god dynamik i organisationen, fortæller generalsekretæren.
Desuden får de studerende en helt enestående chance for at arbejde selvstændigt og kreativt.
"Vores erfaring er, at når man giver de unge en masse ansvar, så synes de, det er vanvittig sjovt," lyder det.
Han understreger, at ledelsen har stor opmærksomhed på alle de ansattes trivsel. Det er dog op til den enkelte at kende sine egne grænser.
Svært at sige nej
Fagforeningen Djøf genkender de to universitetsstuderendes historier. Mette Knudsen rådgiver de unge djøf’er, og det handler tit om, at det er svært at sige fra, fortæller hun.
De studerende i udviklingsorganisationerne har nemlig altid arbejdet frivilligt i samme organisation eller en tilsvarende.
"Det er ofte en glidende overgang fra frivilligt arbejde til lønnet. Så det er svært at finde ud af, hvad der er hvad," siger hun.
En studentermedhjælper fra Mellemfolkeligt Samvirke har medvirket i en tidligere version af denne artikel. Hun har bedt om at blive fjernet fra artiklen, idet hun ikke kan genkende den sammenhæng, som hun optræder i. Hun erkender, at hun i den oprindelige version var gengivet og citeret korrekt.
Avisen.dk har helt undtagelsesvist valgt at fjerne studentermedhjælperen fra artiklen. (31.01.2012/15.50)