Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance lukker og slukker sin konsulent- og eventvirksomhed.
Det er skifteretten i Aarhus, der har taget den 39-årige politikers anpartsselskab 'Steel Balls Unlimited' under konkursbehandling. Det skriver Se og Hør.
Ifølge Se og Hør fremgår det af et opslag i Statstidende.
Hvis man har penge til gode i firmaet 'Steel Balls Unlimited', skal man hurtigst muligt rette henvendelse til Skifteretten i Aarhus.
Underskud og gæld
Det er flere år siden, at der har været egentlig aktivitet i Joachim B. Olsens firma, viser regnskaberne for firmaet.
Det seneste regnskab stammer fra 2014, hvor firmaet havde et underskud på godt 6.000 kroner. Gælden blev opgjort til næsten 13.000 kroner, skriver Se og Hør.
Har før været dårlige tal
Allerede i februar i år kom det frem, at staten var gået i gang med at tvangsopløse 'Steel Balls Unlimited'. Dengang skrev Joachim B. Olsen på sin facebookvæg en status om tvangsopløsningen:
"Det lyder meget dramatisk. Men det er det altså ikke. Så nu betaler jeg en bøde til staten, fordi jeg gerne vil beholde mit selskab, i tilfælde af, at jeg skal bruge det en dag."
Men nu lader det altså til, at firmaet snart er fortid.
Det var tilbage i 2009, at den tidligere kuglestøder oprettede 'Steel Balls Unlimited'.
Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra Joachim B. Olsen.