Denne artikel blev bragt første gang den 18. januar 2017.
Forfatteren og klummeskribenten Kristian Ditlev Jensen mener, at der bør indføres en regel, når en ansat går ned med stress.
Han synes, at den nærmeste leder skal fyres.
- For det er i virkeligheden ham eller hende, der slet ikke magter sit job, skriver Kristian Ditlev i et debatindlæg i Berlingske.
Han uddyber sit argument med, at de overordnede ikke kun har ret til at lede, men også til at sikre trivsel.
Indlægget er en opfølger til et tidligere indlæg i Berlingske, hvor Kristian Ditlev Jensen angriber tidens trend om krav om robusthed og blandt andet skriver, at "det iskolde menneske smadrer hele organisationen, hvor det helstøbte menneske faktisk knytter den sammen – og dét er forskellen."
Kristian Ditlev Jensen henviser desuden til professor Ole Fogh Kirkebys afstandstagen til jagten på det "robuste menneske" (se video under teksten).
- For når erhvervslivet averterer efter liberalismens bødler, så er det dét, man skal bruge: Folk, der kan eksekvere umenneskelige handlinger - men uden at vise menneskelige følelser, skriver Kristian Ditlev.
Til Avisen.dk siger Kristian Ditlev Jensen, at ledelsen ser ikke tegnene hos medarbejderne.
- Når medarbejderen siger, at de ikke kan nå det, de bliver sat til, så er det ikke dovenskab, uddyber han, og mener, at ledelsen ofte heller ikke hører, hvad medarbejderne siger. Og det er respektløshed fra ledelsens side, siger han.
- Som leder bliver man ofte sat i en svær situation, når man kun har økonomi som parameter. Man stiller mellemledere og direktører i et dilemma, når man siger, at budgettet skal holdes, siger han.
- Men lederne burde sige det opad i organisationen, at de ikke kan løse opgaven. Det vil være fint, hvis lederne tog det ansvar og sagde, at "vi kan ikke nå det her". Ellers er det jo de fyrede ansatte, der tager skraldet, siger Kristian Ditlev Jensen, og nævner en japansk virksomheds-filosofi, hvor svenden skal tage ansvar for, hvad lærlingen laver og svendens chef skal tage ansvar for, hvad svenden laver og så videre op gennem systemet.
- I virkeligheden er problemet oven over symptomet. Altså, at det er chefen, der har problemet, siger Kristian Ditlev Jensen, som i sin karriere har oplevet flere gange, at ledere når op på et niveau, de ikke har kompetencer til.
- Ledelsen bør stoppe op og studse. Der må jo være et eller andet galt.