EU-stof kan både være svært og langhåret at sætte sig ind i. Alligevel føler flest danskere, at de har fået tilstrækkelig information om afstemningen i dag.
Det viser en undersøgelse, som Wilke har foretaget for Avisen.dk
Og det kommer bag på valgforsker på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.
- Jeg er overrasket over at så mange føler sig nok klædt på, siger Kasper Møller Hansen.
47,4 procent af undersøgelsens deltagere mener, at de ved, hvad vi stemmer om. En betydelig - men altså mindre - del er i tvivl om, hvad valget handler om. 44,9 procent svarede således "nej" til, om de føler sig godt nok klædt på til afstemningen.
Føler du dig klædt godt nok på til at stemme?
Danskerne har gjort en indsats
Om man ved tilstrækkeligt om afstemningen, er en subjektiv vurdering. Og det er ifølge valgforskeren vigtigt at huske på.
For det siger ikke noget om, om vælgerne kender de 22 retsakter eller ved, hvad Europol er for en størrelse.
- Med det in mente, synes jeg tallene peger på, at rigtig mange faktisk har taget sig tid til at forstå det her, og nu synes, at de kan foretage et oplyst valg. Det er jo positivt, siger Kasper Møller Hansen.
Det er mere end, hvad man kan forvente. For afstemningen er ifølge Kasper Møller Hansen meget teknisk svær at forstå. Og det taget i betragtning, er han glad for at halvdelen af danskerne føler sig godt nok klædt på.
Mændene tror, at de ved
Undersøgelsen viser også, at det i høj grad er mænd, der føler sig ordentligt klædt på. Imens flest kvinder siger, at de ikke ved nok.
Og det er en god grund til.
- Mænd gætter mere, end de måske ved. Oftest ved de mindre end kvinderne, der er mere beskedne om deres viden, siger Kasper Møller Hansen.
I tvivl? Snak med dine venner og familie
Skulle man stadig være i tvivl, er det ifølge valgforskeren ikke for sent.
For rigtig mange kræver det nemlig ikke flere timers studier i retsakter og paragraffer. Fem minutter kan ifølge forskeren være det, der gør forskellen.
Man kan for eksempel bruge nogle af de mange informative tests på nettet.
Men det kan også klares over kaffen med kollegaerne eller over middagsbordet med familien.
- Mange bruger deres omgangskreds til at pejle stemmen på plads. Og jeg kan godt anbefale tvivlerne at tage en snak med kollegaerne, siger Kasper Møller Hansen.
Deltagerne blev spurgt om følgende: "Danskerne skal stemme om retsforbeholdet i EU. Men hvad ved du om konsekvenserne, og føler du dig klædt godt nok på til at stemme?"
Til det svarede:
9,5 procent: "Ja, informationsniveauet er højt, jeg forstår til fulde, hvad vi stemmer om."
37,9 procent: "Ja, jeg har fået relativ god information og ved nogenlunde, hvad vi stemmer om."
34,5 procent: "Nej, jeg har fået sparsom information, og er meget i tvivl om, hvad vi stemmer om."
10,5 procent: "Nej, jeg har ingen brugbar information fået og aner ikke, hvad vi skal stemme om."
7,6 procent: "Ved ikke."
1.064 har deltaget i undersøgelsen, der er gennemført i perioden 18.10 til den 27.11 2015.
Deltagerne er udvalgt, så de giver et repræsentativt udsnit af danskerne.