Hvis du har sat næsen op efter fastfood i aften, er der to retter fra McDonald's, du nok bør holde dig fra.
Fødevarestyrelsen advarer nemlig om, at der er fundet Listeria i ingredienser, som bruges i McDonald's-retterne Grov Grilled Chicken og Side Salad.
En af kædens leverandører har fundet de farlige bakterier i Juliennemix, som er en blanding af snittet gulerod, kinaradisse og rødbede. Derfor trækkes alle Juliennemix tilbage.
Listeria kan give dig influenzalignende symptomer som hovedpine og feber. I sjældne tilfælde kan du blive meget syg med meningitis og blodforgiftning.