Der findes et utal af frugter og grøntsager i kølediskene på supermarkederne, og det kan være svært at lure, hvordan man skal opbevare dem, når man kommer hjem.
Køleskabet kan derfor være den nemme løsning, men det er ikke altid den rigtige løsning.
Visse frugter og grøntsager holder sig nemlig bedst ved stuetemperatur. Det fortæller Merete Edelenbos, som er lektor ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet.
Hun fortæller blandt andet, at visse typer grøntsager slet ikke behøver at blive opbevaret i køleskabet. Faktisk holder de sig bedre uden for det kolde element.
- Sødekartoflen er perfekt til at opbevare ved stuetemperatur. Også græskar har bedst af at blive opbevaret ved stuetemperatur, og det samme er tilfældet med tørre løg. Om kartofler plejer vi også at sige, at de sagtens kan holde sig uden for køleskabet, og de spirer hurtigere, end hvis de ligger på køl, siger Merete Edelenbos til Ritzau Fokus.
Hun slår samtidig fast, at disse grøntsager holder sig bedst, når de stadig er intakte og ikke er blevet skåret i stykker. Herefter gør de sig bedst i køleskabet.
Du kan også risikere helt at ødelægge dit frugt og grønt ved at lægge det i køleskabet. Det gælder især krydderurten basilikum, som ifølge Merete Edelenbos slet ikke kan tåle kulden i køleskabet.
- Stiller du den i køleskabet, bliver bladene brune og kedelige, så planten kan decideret ikke tåle de lave temperaturer, siger hun.
Heller ikke eksotiske frugter som bananer har godt af den hårde kulde, lyder rådet. Og mange andre frugter har også godt af at blive væk fra køleskabet. Det er særligt tilfældet, hvis frugterne ikke er færdigmodnede.
Her taler vi eksempelvis om tomater og avocadoer. Lægger du dem i køleskabet, før de er modne, ødelægger du modningsprocessen, og så risikerer frugterne at blive uspiselige.
- Når de så er modnet, kan vi godt lægge dem på køl, for at forlænge holdbarheden, fortæller Merete Edelenbos.
Samme proces gælder også æbler, pærer, nektariner, ferskner og mange eksotiske frugter som mango og papaja.
Man skal dog være opmærksom på, at modningsprocessen for mange frugter sker hurtigere, når de befinder sig ved stuetemperatur.
Den korrekte opbevaring af dit frugt og grønt har ikke kun betydning for, hvordan det smager. Det har også betydning for, hvor meget vi smider ud og dermed også pengepungen.
Det fortæller Vibeke Vines Østergaard, der arbejder som fødevarepolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet Tænk.
- Set ud fra et bæredygtigt synspunkt, er der mange ressourcer at hente, hvis man opbevarer sine fødevarer korrekt. På den måde kan man forlænge levetiden på mange af vores fødevarer i stedet for at smide dem ud, siger Vibeke Vines Østergaard til Ritzau Fokus.
Hun fortæller, at opbevaringen også har betydning for, om man har lyst til bruge en grøntsagsrest på et senere tidspunkt.
Derfor er det vigtigt at undersøge, hvordan man opbevarer sine fødevarer, så de holder sig gode og appetitlige i længere tid.
- Grøntsager som kartofler og løg kan lige så godt opbevares uden for køleskabet ved stuetemperatur. Dog skal man vide, at begge dele spirer hurtigtigere, end hvis de fik en tur i køleskabet.
- Frugter som tomater og avocadoer har bedst af at blive opbevaret ved stuetemperatur, hvis de stadig mangler at modne. Kulden i køleskabet ødelægger nemlig modningsprocessen.
- Det samme gælder frugt som ferskner, nektariner, æbler og pærer. Når de er færdigmodnet, kan de godt komme i køleskabet for at forlænge levetiden.
- Krydderurter som basilikum må ikke komme i køleskabet, da de risikerer at blive brune og dårlige. Samme effekt har køleskabet også på bananer.
Kilde: Merete Edelenbos, lektor ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet.
/ritzau/FOKUS