Et straffespark seks minutter før tid sendte den danske fodboldmålmand David Ousted og hans Vancouver Whitecaps ud af det amerikanske slutspil natten til torsdag.
Dallas-spilleren Michel scorede på straffesparket på David Ousted og sikrede Dallas en hjemmesejr på 2-1 i kvartfinalen i slutspillet. Straffesparket fik Dallas, fordi Vancouver-spilleren Kendall Walston havde hånden på bolden i straffesparksfeltet.
Forinden var Dallas kommet foran 1-0 på en scoring af Tesho Akindele kort før pausen. Vancouvers Erik Hurtada udlignede efter godt og vel en times spil.
Trods nederlaget i kvartfinalen har David Ousted haft en fin sæson i den amerikanske Major League Soccer.
Danskeren har vogtet målet i Vancouvers seneste 48 kampe i træk, og han er den eneste i klubben, som har spillet samtlige minutter i den sæson, som altså sluttede onsdag aften.
Den tidligere Randers FC- og Sønderjyske-målmand har holdt målet rent i 13 kampe i den ordinære sæson i MLS. Så mange "clean sheets" har ingen andre målmænd præsteret i ligaen.
Dallas møder Seattle Sounders i to kampe i semifinalen. Den første spilles i Dallas på søndag.
/ritzau/