For medarbejderne på det svenske vandværk Kalmar Vatten er styrketræning en lige så obligatorisk del af arbejdsdagen som møder og andre arbejdsopgaver.
De skal nemlig træne mindst to gange om ugen, og chefen holder øje med, om de overholder det, skriver det svenske arbejdsmiljømagasin Arbetar Skydd.
Træningen foregår på arbejdspladsen i arbejdstiden, og hvis man af praktiske grunde er nødt til at lægge den uden for normal arbejdstid, får man løn for timerne.
Til gengæld kan det få konsekvenser for den enkeltes løn at skulke fra motionen. Chefen tager nemlig træningen op som punkt til lønforhandlingerne.
Ordningen blev indført i 2007 for at mindske nedslid og arbejdsskader, og de ansatte skriver under på aftalen, når de bliver ansat. Ifølge magasinet er medarbejderne faktisk glade for ordningen, og synes ikke, det er et problem, at chefen holder øje med, hvor ofte de sveder i træningssalen.