Niko Grünfeld er kultur- og fritidsborgmester i København. Han er medstifter af Alternativet og Altivisten. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.
AMERIKANERNE HAR VALGT Donald Trump til at bestride posten som verdens mest magtfulde mand. Det er vildt at skrive det, og selvom jeg ikke var fan af Hillary Clinton, var Trump bestemt ikke mit valg.
Journalister, kommentatorer og politikere er i gang med at finde ud af, hvordan det kunne ske. Og det er enormt vigtigt, at vi forstår de frustrationer over ulighed og mangel på fremgang for middelklassen, som ligger til grund for Trumps sejr.
Men vi kan ikke reducere valget af Trump til et spørgsmål om ulighed. Hans kampagne har bygget på racisme, fremmedfrygt, chauvinisme, sexisme og nationalisme. Det er også det, folk har stemt på.
TRUMP VIL LUKKE USA i om sig selv efter en snæver definition af, hvad der er rigtigt amerikansk. Han har talt nedsættende om kvinder, handicappede, muslimer, sorte og latinoer. Trumps kommende vicepræsident, Mike Pence, mener, at homoseksualitet er et valg, og har gennemført lovgivning, der tillader virksomheder at nægte at betjene homoseksuelle.
Det er meget langt fra den åbenhed og mangfoldighed, som USA altid har repræsenteret for mig. Men i stedet for bare at tale om, hvor forfærdeligt det er, at Trump og populister rundt om i verden lukker deres lande i og tager patent på nationalidentiteter, bør vi tage tyren ved hornene og modarbejde lukkethed og diskrimination.
Situationen er en perfekt mulighed for os i Danmark og i København, hvor jeg bor og har mit politiske virke, til at gøre det modsatte af Trump. Til at lukke op for vores fællesskab, så vi omfavner, inkluderer og accepterer menneskers forskellighed.
DET HANDLER IKKE OM, at vi bare skal være mere tolerante, for tolerance forudsætter, at der findes noget problematisk, vi kan lære at leve med. Nej, vi skal vise, at København er en by for alle, hvor alle københavnere bor på lige fod med hinanden. Vi skal bevise, hvor fantastisk et samfund, der accepterer og stolt fremviser dets forskellige farver, smage og tanker, kan være.
Vi skal acceptere alle danskere som danske. Ikke mere diskussion om, hvorvidt det er svinekød eller religion, der definerer danskhed. Vi er i år 2016, og københavnere har ofte mere til fælles med mennesker på tværs af landegrænser end med deres landsmænd. Måske vi i det hele taget ikke skal være så optagede af danskhed. For er det ikke langt vigtigere, at man er et godt menneske, end at man er dansk?
NÅR VERDEN LUKKER I, må vi lukke op. Lukke op og bekræfte hinanden i, at vi hører til i København, uanset, hvor vi kommer fra, hvordan vi ser ud, hvad vi tror på, og hvem vi kysser på.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.