I et interview med Berlingske kritiserer den mangeårige Venstre-politiker Bertel Haarder en række navngivne meningsdannere og debattører for ikke tage ansvar, men alene revse politikerne.
Blandt andre kritiserer Bertel Haarder Asger Aamund, for at holde sig på sidelinjen.
- Han er altid så helvedes klog, når han skriver, så hvorfor stiller han ikke op? Vi mangler lige præcis nogle af hans type med al den erfaring og alt det krudt, han har. Hvorfor stiller han sig ikke op og holder sine brandtaler nede i Folketinget? spørger Bertel Haarder i interviewet.
Men Asger Aamund tæmmer ikke bolden fra Bertel Haarder. Han hugger den i stedet ud af stadion.
Han har som top-leder svært ved at se sig selv et sted (Folketinget, red.), hvor han vil få et meget lille ansvar, og hvor han skal "arbejde sammen med inkompetente kollegaer", siger han til Berlingske.
- Hvis du kommer ind som politisk leder, er du i den situation, at det er nogle andre, der har valgt dine medarbejdere - nemlig vælgerne. Derfor kan du sidde sammen med nogle kompetente mennesker og nogle kolbøtter. Og alle, der har haft ledelsesansvar, ved, at ingen kæde er stærkere end det svageste led, siger Asger Aamund til Berlingske.
Asger Aamund vil dog gerne give Bertel Haarder ret i sin kritik af blandt andre meningsdannerne, og hvis Folketinget havde været fyldt med folk som Bertel Haarder, ville han måske gerne stille op til valg.
Bertel Haarder er ifølge Asger Aamund en begavet politiker med hjertet det rette sted. En politikertype efter Asger Aamunds smag.
- Men sådan ser det altså bare ikke ud, for der findes kun én Bertel Haarder i Folketinget. Der findes også en hel del andre, som jeg har respekt for, og som jeg synes, er kompetente, men der er for mange kolbøtter for at sige det lige ud, siger Asger Aamund til Berlingske.