Gæsterne på den røde løber ved Cirkusrevyens premiere kiggede en ekstra gang, da de så Sara Maria Franch-Mærkedahl med en mikrofon i hånden.
Den tidligere TV 2-vejrvært og "Vild med dans"-vinder havde nemlig fået ny arbejdsgiver på dagen - forlystelsesparken på Dyrehavsbakken i Klampenborg nord for København.
I anledning af den storstilede premiere var Sara Maria Franch-Mærkedahl hyret ind til at interviewe gæsterne sammen med Claus Elming, som i forvejen er ansat som Bakken TV's faste vært.
- Jeg vil ikke sige, at det er et nyt fast job, men det er et job, fordi vi skal hylde Cirkusrevyen og sørge for, at dem derhjemme også kan få lov til at være en del af premieren, sagde den tidligere vejrvært blandt andet til eb.dk og fortsatte.
- Ja, det er dejligt! Især når man får nogle opgaver, som man synes, er spændende og sjove - og i godt selskab. Jeg kender jo Claus (Elming, red.), som jeg skal arbejde sammen med, rigtig godt, og så kender jeg også teamet bag, som jeg har arbejdet meget med i mange, mange år. Så jeg føler mig tryg, godt tilpas og hjemme, lød det fra Sara Maria Franch-Mærkedahl.